AmagersHistorie

i o 8

Parterne vilde bøje sig. Imidlertid havde Feddet ligget unyttet

hen i over 20 Aar og Kronen havde ingen Jordskyld faaet

deraf i den Tid, hvorfor Kongen 1558 skænkede det til Kjø

benhavns Borgere med det Forbehold, at de atter skulde af-

staa det,

dersom Stralsund gjorde Fordring paa det og be

talte den

resterende Afgift. Det hjalp.

Samme Aar traf

Stralsund en Overenskomst med Kongen og fik Feddet over

draget imod fremtidig at fornøje Tolderen paa Dragør med

den sædvanlige Afgift og Jordskyld deraf1). Dermed var og-

saa denne Stad endelig indtraadt i en Del af sine gamle Ret

tigheder og genoptog sin Trafik paa Dragørlejet, dog neppe

i det Maal som tidligere.

Trajikens Omfang

paa dette Leje blev i det Hele taget

efter Grevefejden mindre betydelig end før. Dels var Silden

stadig i

stærk Aftagen, idet den søgte sig andre Veje end

gennem Sundet, dels var Handelen efterhaanden gaaet over

paa mange andre Hænder end Hansekøbmændenes, hoved

sagentlig kjøbenhavnske Borgeres, og banede sig nye Veje.

Endnu umiddelbart før og efter Grevefejden beskæftigedes

ved Skaanefiskeriet 7 å 8000 Baade med omkring 37,000

Mand, hvoraf maaske kun en Tiendedel paa Dragørlejet. Det

ses af en Indberetning 1537 fra Tolderen paa Falsterbo,

Franz Trebbow, til Kongen, at den gennemsnitlige aarlige

Sildefangst eller Nedsaltning paa Skanør-Falsterbo da regnedes

til 8,000 Læster (96,000 Tdr.), medens der paa samtlige

Lejer paa Skaane, samt Dragør, Bornholm, Møen og Aalborg

fiskedes og nedsaltedes over 30,000 Læster (360,000 Tdr.2).

Trafiken fordelte sig altsaa paa alle disse Pladser. Det egent

lige Skaanefiskeri omfattede kun en Fjerdedel af den Sild der

fangedes og opkøbtes af Hansestæderne og deraf har Dragør

naturligvis kun havt en Mindrepart.

Sildefiskeriets Ustadighed

og successive Nedgang gennem

den første Trediedel af det 16. Aarh. virkede selvfølgelig ned-

slaaende paa Trafiken. Dertil kom Krigens Afbrydelser og

Magtforholdenes Modstand, saa den korte Opblussen af Silde') Kbh. Dipi. I. 429 og IV. 559.

2) Hans. Geschichtsq. IV. 126.