122 / 185
Hansetrafiken stærkt paa Tværs og vakte idelig Strid, sig
tende, som de gjorde, til at hindre den og tilintetgøre den.
De danske Folks Indgreb i Trafiken
favoriseredes paa
forskellige Maader af de Autoriteter og Myndigheder, som
Feddene var underlagt, baade paa Fiskeriets og paa Hande
lens Omraade. Det tillodes saaledes vore Fiskere at benytte
Dr i vga r n til Fiskeriet; hvilket var forment de fremmede, og
dette Redskab anvendtes særligt i Sundløbet, hvor Dragør-
fiskerne laa. Frederik d. 2. forbød endogsaa i sinSøret 1561
Skibene at passere Sundet om Natten medens Sildefiskeriet
stod paa af Hensyn til «Driverne» eller «Vragerne», for at
deres Garn ikke skulde lide Skade. Det tillodes Drivgarns
fartøjerne at salte Silden ombord og udføre den uden de han
siske Købmænds Mellemkomst. Stæderne mente, at dette
var stridende mod al Lov og Orden, ligesom Brugen af Driv
garn; men Tolderen paa Dragør gjorde gældende, at det
ikke kunde forhindres uden at træde Kongens Ret for nær.
Formodentlig lejedes disse Rettigheder af Kronen og gav
saaledes Myndighederne en velkommen Anledning til at staa
de fremmede i Vejen. Ogsaa ved Hande l en fandtes Midler
til at gøre dem Skade. Saaledes ved at hejse og nedfire
Signalet til Sildehandelens Begyndelse og Afslutning før T i
den. Der klages ogsaa over, at de danske Købmænd over
bød den Pris for Silden, som de hansiske havde akkorderet
med Fiskerne om. Som Regel stod de fremmede temmelig
magtesløse overfor den Slags Misbrug. Thi Tolderen og Øv
righeden fandt sjældent Anledning til at skride i nd, naar
Forurettelserne gjaldt de fremmede Konkurrenter til Landets
Brød.
En lang Række
Strids- og Klagepunkter
vedrørende
Dragørlejet hobede sig efterhaanden op, især efter at Odense-
r ecessen af 1560 var vedtagen. Denne Reces, der iøvrigt
undgaar helt at nævne Dragørlejet, giver kun ganske almin
delige og i alt væsentligt indførte Regler for Hansetrafiken.
Denne maatte kun drives paa de saakaldte frie Høstmarkeder
og iøvrigt hvor udtrykkelige og gyldige Privilegier hjemlede
Retten dertil. Men da Dragør, som vi senere se, ikke mere
kunde henregnes til de frie Høstmarkeder og saaledes, hvad
1 1 6