20 / 73
hverandre«. Det er ikke nok, at man kender hver*
andres Ansigter fra Kirken. Nej, et personligt
Samkvem maa til; et
virkeligt Samliv.
Noget saa?
dan t hører med til et sundt og k raftig t Menigheds?
liv; det er kun en ligefrem Tilfredsstillelse af en
Trang, der ligger i ethvert troende Menneskes
H jerte, — en Trang, »som man hidtil saa godt som
ganske har overladt til
Sekterne
at tilfredsstille«.
Dog — det maa hverken blive en Foredragsfor?
ening med tilhørende selskabeligt Præg eller en
Konventikel, hvor man fristes til i Hovmod og
Dømmesyge at anse sig selv for de re tte og egent?
lige Kristne. Som Væ rn mod disse to Farer tilraa?
des det at tage kraftig fat i Sognet som den natur?
lige A rbejdsm ark , bland t fattige, syge, forladte,
eller i Søndagsskolegerningen.
Saa v id t denne A rtikel af 1886. Pastor Schepe?
lern talte her ud af rig Erfaring. A llerede 10 A ar
før havde han, 37 A a r gi., stiftet
Menighedsf or*
eningen af 1876
ud fra disse Principper. Selv om
han ikke gav den N avn efter sit Sogn, — formo?
dentlig fordi Foreningen fik Medlemmer fra alle
K anter af Byen — viste han sig dog her at være
langt forud for sin T id i flere Henseender. Dels
sigtede han k la rt paa
Sognet
som den foreliggende
A rbejdsm ark — NB. paa et T idspunkt, da alle
Sognegrænser faktisk var nedrevne i den kirkelige
Bevidsthed. Dels var han den første Præst, der
imødekom troende Menneskers iboende
Samfunds
?
trang.
Begge Dele skyldes sikkert for en stor Del,
a t han havde begyndt sin Præstegerning paa Lan?
det i en
levende
Egn som Kapellan i Kirkehelsinge,
ikke langt fra Vilh. Beck i Ørslev (1864—69).
16