293 / 537
Christian IV’s Mageskifter og Erhvervelser
283
tes som en Frisluse for Vandmøllen paa Vandkunsten,
og dens Plads maa søges nær ved .Gravens Bøjning ved
Farveriet, nu Vartov. Derimod har Sundbo afgjort Uret
i at opfatte det af Rosenkjær paaviste Bassin som en
Havn1), thi dette dannede en Udvidelse af Graven, der
var omgivet af Bolværker med Fyrreplanker paa Vest
og Østsiden og med bagvedliggende Fyld ud imod Stran
den, og Bassinets Bund laa over Daglig Vande, idet den
var dannet af den naturlige Eng2). Bassinet maa altsaa
opfattes som en Art
M ø lle d am
for Vandkunstens Vand
mølle; om dets Alder tør jeg ikke i Øjeblikket udtale
mig.
Der er endnu et Forhold i hele dette Middelalderens
Vandsystem, som fortjener Omtale, nemlig
St. Jørgens
Sø.
Ved Afdæmningen af St. Jørgensbækken blev Søens
naturlige Tilløb spærret, og vi kan derfor ikke tænke os
Søen som synderlig vandrig eller omfangsrig. Sædvanlig
er den kun holdt vedlige ved Tilstrømning af Overflade
vand fra de omliggende Bakkehæld og formentlig navn
lig ved selve Engdragets fugtige og mosede Karakter.
Desuden har den svage Peblingedæmning, der sikkert
hvilede paa den uafgravede Engoverflade, ikke kunnet
hindre en betydelig Gennemsivning af Vand fra den op
stemmede Peblingesø, og mangt et Højvande i Bækken
har oversvømmet og endogsaa gennembrudt de svage
Dæmninger og derved bidraget til at vedligeholde Van
det i St. Jørgens Sø. Det er netop dette Billede, der teg
nes for os første Gang Søen faar en nøjere Omtale i de
bevarede Dokumenter. I 1587 klagede Borgmester og
Raad over Hospitalsforstander
P e d e r Holst,
der havde
indgravet mere end en Læst Land af Byens Jord ved
St. Jørgens Sø for at tilhegne den til
St. Jø rgen s Gaard.
Om Vinteren havde han imod al Lov og Ret lukket den
x) Anf. Arb. S. 333.
2) Rosenkjær: Fra det underj. Kbh. p. 13 ff.