35 / 90
I
d e t v a r ik k e bristet, d e t B r o d e r s k a b s b a a n d ,
h e r føltes d e t g e n f ø d t ,
—
e n l e v e n d e A a n d .
D
et
foranstaaende, enkelt holdte Omrids af Det kgl. Op
fostringshus og den Thorupske Stiftelses Historie, spæn
der over et indre Liv, om hvis Fylde og Rigdom paa
brogede Billeder A. T. Høy’s Bog giver saa fyldestgørende en
Besked, at udenforstaaende ikke kan ønske sig nogen bedre
Vejleder. For de gamle Elever er denne Bog ogsaa en Guld
grube, som alle med Rette er taknemlige for, idet Bogens Ind
hold ved sine nøjagtige Oplysninger og indlysende Forklaringer
paa mange Omraader yder et ofte højst fornødent Korrektiv til
mangt et Erindringsbillede, som ellers uden saadan Støtte vilde
forekomme grelt og ufatteligt i Nutidens Øjne; de lyse Minder
ikke at forglemme.
Bernstorffs Drenge og Eleverne, der i de første 35 Aar befol
kede den gamle Vaaning, Kristians Plejehus i Store Kongens
gade, har ikke efterladt sig anden Tilkendegivelse for Efterføl
gerne, end hvad der findes optegnet i Arkiverne. Et personligt
Indtryk af Livet paa den gamle Stiftelse kendes dog i Opfost
ringshusforeningen fra en Tid saa langt tilbage som 1811, fra
hvilket Aar de ældste Overleveringer foreligger fra Mænd, hvis
Barndom faldt i hine fjærne Tider, og hvis Alderdom rakte de
Dage, vor Forening var blevet til.
Det var Indtryk, der i udpræget Grad bar Mærke af Tælle
lysenes og Tranlampernes Tidsalder. Mørke Tider med daarlige
Boligforhold, hvor Ventilationen var slet og Renholdelsen mere
end primitiv. Fattige Tider, knuget af Statsbankerottens Depres
sion, og hvor det mangen Gang ligefrem kneb med at skaffe
32