41 / 90
Nummer 20, nu ofte kun :
7
,20 o s. v. Det æventyrligste af alt Sjov var
alle Dage at gaa paa „Fedteloftet“, hvor alskens henfarne Væ gtere og
Læ rere spøgte, saa Haaret inaatte rejse sig paa Hovedet, hvis det ikke
var saa tæ t klippet. Forsvarligt T remmevæ rk hindrer nu D rengene i at af
lægge Visit der, saaledes ogsaa „Visitkortene“, om nogen mindes, hvor
ledes de var. Ikke alene til dette tabte Paradis knytter sig Mystik. I det
store Arkivskab paa F o rvæ relset menes Elvius’s Aand at bo.
Overfor de foragtede B rokker føler D rengene sig jo som „Sk o rp er“,
indbyrdes nogle store Svende. Det
g aar dog ikke an, at Svenden føler
sig som saadan i uindskrænket Grad
for ikke at væ re svendeagtig eller
„spille S v e n d “. D e svæ rre kan de store
Svende komme til at glemme at anse
hverandre for slige og tildele hin
anden uhyggelige Benævnelser (Din
„Fedtekladt,“ Din „Skejt“) eller Ø g e
navne, som for det meste er helt ufor
skyldte, idet de er arvelige. En Spir
revip g a ar som B ryggerhesten, fordi
en Forforforformand var stor og tung,
og det er ikke Spænd at have sam
me Øgenavn som Portneren, fordi
Ens Formand var i S læ gt med denne
tro Fmbedsmand. To Drenge kan
staa det meste af en Time og mase og
udnævne hinanden til den skændige
Titel, der g a ar Æ ren saa nær, at en
af P artern e ser sig nødt til at „melde
F jen d e“. ■ Al Forbindelse er dermed
afbrudt; det bliver en Vederstyggelighed at spise et Styk ke ellers lyste
ligtRunde, blot den andenhar set paa d et; det er en P e s t at røre ved
noget, han harhaft fat; haner et Intet, men et Intet, der daglig staar fri
Fæ rden i Vejen de tyve Gange. Hr. Høy sendte en Dag to Fjender til B a
nen med en solid jysk Kuffert, for at fælles Arbejde skulde skabe Enig
hed. Og de drog ud. Men her gjorde Uenigheden stærk. Den ene slæbte
Kufferten til Trianglen, mens den anden gik paa det modsatte Fortov.
Derpaa tog denne fat og svedte Rejsetøjet til Fariinagsgade, mens den
første skulede ovre paa den anden Side af Gaden, og saaledes videre, til
Maalet var naaet. E t Fjendskab kan vare saa længe, at en fælles Ven
eller flere beslutter at „spæ k k e“ imellem og da opbyder den fineste Diplo
mati for at formaa en af Fjenderne til at gøre det første Skridt, „spække
fø rst“. Kan F jendskabet ikke „spækkes eller ty re s “ ud, saa kan Venskabet
altid lirkes ind, idet det opelskes i en fælles A rrest om Søndagen.
3 8