42 / 90
Med en D reng af lavere Klasse indlader man sig ikke i F jen d sk ab ; ham
klør man simpelt hen; gider man ikke væ re over dette — og „ikke gide“
kan desvæ rre væ re lig „ikke at k u n n e “ —, saa udsteder man, hvis det er
Sommer, et Løfte om at „v ask e“ ham til Vinter, og er det Vinter, om at
give ham „ T r æ e r te r “ i Vandet til Sommer. I saa lang Ventetid kan man
have Lov til at glemme et Løfte, naar man ikke er videre stærk. Har en
Dreng paaført Skolen eller Klassen Vanære, faar han en Bæn ketur med
Livremmene. Til alt Held g a ar det sjældent paa. Man er da en Skorpe,
ligesom en Adelsmand mellem Drenge, og det forpligter.
Sproget og Skikkene ses saaledes at have haft en Leve
dygtighed, de 20 Aar paa Kalkbrænderivej kun i ringe Grad
havde formaaet at ændre. Traditionerne bar fremdeles Signa
turen af Livet i det gamle Kristians Plejehus.
Det var ikke Hængehoveder, der voksede op mellem de
høje Mure. Solen kunde varme og faa det til at lyse paa de
gulkalkede Vægflader i Baggaarden. Den lille Have med det
store Kastanietræ, Søster til Rigsdagskastanien, der den Dag i
Dag er en Pryd for den fornemme Bredgade, og den fri Himmel
mod hvilken den katolske Set. Ansgars Kirkes skønne Facade
tonede sig, gav Øjet en Hvile og Sindet en Udlængsel mod
den store Verdens rige Herligheder. Men Dønningerne fra
denne fandt kun sparsomt Vej til den lille Verden inden for
Murene. Selv de store Begivenheder fra 1848 gav sig som ne-
denstaaende Skildring viser kun ret sparsomt til Kende.*)
For en gammel Elev af Opfostringshuset, der, medens den store be-
gejstrende Tid opfyldte Landet, tilbragte sine Barndomsaar paa Skolen og
indenfor dennes Mure kun svagt mæ rkede Dønningerne fra de store Be
givenheder ude i Livet, er det ogsaa kæ rt at se tilbage til de Tider og
bringe Drengens Indtryk og Oplevelser frem, belyste og sammenholdte
med det Overblik, som senere Viden gav. Det var jo en Tid, hvor de
gamle Dages stivnede Liv kæmpede sin sidste Kamp med den af Friheds
tidens ideelle S træ ben fremkaldte T rang til Lys over Landet. H. C. Ørsted
havde nok opdaget Elektromagnetismen, men vi havde dog derfor ikke
som nu de kun timegamle Telegrammer, der saa at sige øjeblikkelig sæ tte
os i Stand til at følge Begivenhedernes Gang. Dagspressen bar de gamle
Tiders Stempel og endelig: der var ingen avislæsende Ungdom. Kun gen
nem mundtlige Anden- og Trediehaands Meddelelser trængte Efterretninger
om, hvad der rørte sig ude i Livet, ind til os Drenge, som den Gang i
den gamle Skole i Store Kongensgade levede Barnets lykkelige Liv.
*) Th. Stenholdt, M edlemsbladet for Oktober 1899.
39