40 / 90
Frikadeller hedder bekendt nok „Dæ ller“. Opfindsomme Fyre havde
fundet paa at træ k k e disse paa E nder af Stoppegarn og fæste dem ved
Naalene under Bordpladen, hvor de kunde opbevares til Aftenrundet. En
Sku rk maalte imidlertid snige sig ind i Mellemtiden, for der var stadig
bidt til Dællen, naar E jerne tog dem frem. Røret var stort, og Harmen
brændte. Men Skurken v ar og blev usynlig. (Frk Hartwick, Oldfruen har
en lille Hund.)
En tidligere miskendt Ret, de „blaa Klumper“, har ganske godt Lov
paa sig nu, men hedder uhjælpelig „Vandskvat“. Der forsøges stadig paa
at smugle' S uk ker ind. En tidligere Læ rer havde den Skik, naar han saa
et Kræmmerhus dulgt i en Haand, at tage det og fordele det blandt de
øverste Drenge i Klassen, forsaa vidt disse selv fulgte Dydens Vej. En
spøgefuld G ast tog i det Øjemed et Kræmmerhus Natron med og satte sig
fræ kt og aabent til at lukke det op. Læ reren greb ham, tog „S u k k eret“
og gik hen til D u ksen: „Du er en flink Dreng. Du har aldrig Suk ker med,
Du skal have det hele“, hvorpaa den artige Grød blev sødet. Men hele
Bordet smilte.
Suppe og Kaal spæ der D rengene op med Navnet „O pvaskervand“. Kar
tofler gør de latterlige under Benævnelsen „Kaduller“. At drikke er at
„dølle“. At bede om noget er at „spæ k k e“. Hvem husker ikke de inde
holdtes staaende Udtryk, naar de frie Solderister vendte tilbage Søn dags
aften med Lommetørklædet fyldt, blandt andet, med G ran ater: „Gi’ en
Beit. Sikke Stud, T a ’ nu og gi’ en Beit“. At væ re stud kalder Drengene
nu at væ re studs. De har imidlertid besluttet at vende tilbage til det gamle Ord.
E t Eksempel paa, hvor man kan hjælpe sig med lidt, er den P an dekage
bagning, som en Gang foranstaltedes. Til Køkken valgtes det Sted, som
da det af Naturen har et generende Navn, nu er opkaldt efter Fr. 2.s
Lystslot „Sanssouci“ ; her findes et Gasblus. Panden var en Sardindaase,
et lykkeligt Fund fra Skraldekassen, Generalmessekassen i Oldemors Gaard.
Fra samme Dames Køkken fik man Mel, til uskyldigt Klister. Smør skra-
bedes af Rundet, og Mælken havde man fra Morgenbordet i en Lærke.
Lidt S u k k er var med Karakterstyrke levnet i Mandags, og Æggene, dem
laante man i Væ gterens Hønsehus.
E fter saa megen rørig Mad er Motion heldig, Drengene leger ikke, de
„holder S jov“. Der er overlegen Moro, naar de nye Bisser kommer ind
og nok saa „brokkeagtig“ siger: „Hvad skal vi le g e ? “ Hver Aarstid har
sin Modeleg, tilgiv, sit „Modesjov“. Boldspil breder sig dog over det me
ste af Aaret. Drengene „b øsser“ brillant, baade i lodret Strit og efter hin
anden i Langbold. Sjov kaldes ogsaa „Bøs“ ; at „file sit B øs“ ; det var
„vældigt B øs“ eller „ P re s “ eller „Slav“. Helter de sig ud med Fjer og
T ræ svæ rd og Bælte og Hyl, er de uovervindelige Vildermænd, som har
deres „Vildermandsbøs“. At holde Sjov Nummer er det gamle Stanto. Selve
Numrene udtales som i gamle D a g e: „Entyve, Fitredive, Otfyrre, Hallers,
L em s“. En lille Ændring er der dog. Tidligere sagde man: Nummer 7,
37