Opfostringshusforening

der drømmes om „Garderlæ f“, der udpeges „Lokkeboller“ og „S e lv sto se re“,

der „p rikk es“ og „tages P o s e “, der ventes med Længsel paa Klinketiden

for at kunne „drolle“, selvom der bagefter maa „tages paa B a r “. D et bli

ver for langt at næ vne alle de Ord, som var døde.

Hr. Hansen formoder, at der har væ ret flere G loser end de, som han

nævner. Det kunde maask e more ham og andre at føje disse til og enkelte

nye, som det moderne S k o rp esp ro g har udviklet.

Manden for det hele har vist altid heddet „Væg teren“ *), et Navn F o r

standeren aldrig har tag et ilde op. Ligesaa lidt bryder Oldfruen sig om

at kaldes „O ldemor“ eller „Ø lle“ ; det er jo kun en Fordrejelse af Titlen.

P a a lignende Maade er Høy bleven til „Gøj“. Helt utaknemligt var det

at døbe M ester „Dæ lle“, fordi han i gamle Dage bragte Frikadeller med

til Drengene. Han bæ rer dog Navnet med Glæde. Engan g bar han det

endog ned ad Gaden, skrevet rundt om Pulden af den kendte store Hat.

Portneren hører ikke saa gerne sit „P e jter“, som blev til „P ja ter“ og ved

videre Forskydning til „Pjuti“ og „Juti“. Hans Kone hedder „Jutimor“. Den

Dreng skal væ re rap til Bens, som tør sige disse Navne højt, n a ar Ved

kommende staar h o s ; hver har sine Øjeblikke til et dunkelt Lune. Hænder

dette, selvfølgelig sjældent, en Lærer, siger Drengene, at han er „døjelig“,

ellers er han „herlig“. Ingen D reng tæ n k er paa, at han ved at „kile“ til

strækkelig paa Lektierne altid vil se herlige Læ rere og kunne klare sig

uden at gribe den skumle Udvej at „snose“ (snyde). Griber han imidlertid

til denne lave Hjælp, vanker der paa (Skiven); bliver dette udført g run

dig, siger hans inseresserede Kammerater, at „den sulede“ eller „de s a d “

der, Kløene. Udleveres disse af Gymnastiklæ rerens smertefulde Rør, faar

man af „P ebbermanden“.

For at gaa over til et hyggeligere Emne. At se sit Sned til at faa en

Bid el. Fordel hedder at „file“ eller „kaje“. Før festlige Uddelinger og be

hagelige Æ rinder skynder en Dreng sig at „helle“ sig først; over for ikke

saa tiltalende Æ rin d er „heller“ han sig „sjok.“

B rødet hedder som bekendt „Runde, Fedte- og Smø rrund e“. E r det halv

sigtet, hædres det som „fint R unde“, og naar man paa sin Fødselsdag med

to fuldtro Venner begiver sig hen til Lærerbordet, serveres der Sm ø rre

brød med P a a læ g ; det er „herligt R n n d e“. V ragende Forag t forfølger det

Runde, der har væ re t saa uheldigt at miste sit Smør ved at staa i Stabel

eller smilte af paa ivrige Fingre; det straffes med at kaldes „lappet“ Runde.

Overhovedet alt, hvad der ikke tiltaler, er lappet, en „lappet“ Leg, en

en „lappet Fortælling,“ en „lappet L ek tie“. Af og til kommer en D reng

med en hullet Trøje, som han ikke gider rep a re re ; han vil gerne have en

anden, „for denne her er saa lappet“. „Synes Du? Prøv, om den ikke kan

blive det lidt mere, oppe hos M ester“.

D elte beror dog paa en fejl M ening hos Forf. ; thi først Forstander Otto ¡ensen fik

Navnet tildelt straks efter, sin Tiltrædelse, paa Grund af at han, efter Drengenes M ening,

var for aarvaagen o g paapassende.