43 / 90
I den første Maaned af 1848 døde som bekendt Kong Christian den 8.
Allerede flere Dage forinden Dødsfaldet vare Rygterne om Kongens b e
tænkelige Tilstand naaet os Drenge. Den 20. Januar om Aftenen kom den
daværende Portner Madsen op paa Skolen, hvor han talte med Læreren,
Hr. Lendrop (Lærer ved Skolen fra 1844—50, senere Præst i Tjæreby), der
havde Inspektion ved Overlæsningen. Da Madsen var gaaet, meddelte Hr.
Lendrop os, at Kongen var død. Der blev lidt Uro paa Bænkene, som dog
navnlig fremkaldtes ved en Hvisken om, at der næppe blev nogen Under
visning den næste Dag, medens selve det, at Landets Fader var afgaaet
ved Døden, næppe i Øjeblikket formaaede at sysselsæ tte Tankerne udover
Spørgsmaalet om de af denne Begivenhed mulig flydende Friheder. Vi sov
ind med disse uvisse Forhaabninger, usikre, som vi var paa Omfanget af
denne Begivenheds Følger, men da næste Morgen en af Drengene, som
bavde det Hverv at gaa i Byen for en af Lærerne, kom hjem og fortalte,
at Øster Port var lukket, gik det op for os, at der var noget ret alvorligt
paa Fæ rd e; thi med Portens Lukning, vidste vi, betød det, at ingen af
Borgerne, der jo alle hørte til et eller andet af Borgerkorets Korps, eller
nogen af Garnisonen maatte forlade Byen, forinden der var svoret Tro
skabsed til Landets nye Konge. — Undervisning blev der nu intet af den
Dag. Op ad Dagen lød Generalmarchen gennem Store Kongensgade, og
en Afdeling Soldater af 10. Bataillon med Trommeslagere og Piberdrenge
drog forbi Skolen ledsaget af en Mængde Drenge fra Byens østlige Ud
kant. Generalmarchen havde naturligvis lokket alle, som kunde faa Plads,
til Skolens Gadevinduer, og fra den forbigaaende Gadeungdom lød ad
skillige saftige Genkendelses Udraab op til os. Inden Kongens B egravelse
fik Skolen to Fridage for at se den afdøde Konge ligge paa lit de parade
og castrum doloris, og enkelte vare saa heldige, gennem private Bekendt
skaber, at komme ind paa Palæet og se Stadsen. Den Aften, Kongen blev
kørt bort, fik vi Udgangstilladelse med Paalæg om straks at komme hjem,
naar L igtoget var passeret, og paa ingen Maade at gaa ud af Byen.
Der gik en kort Tid, og der blev talt en Del om Bevægelsen ude i
Byen; men vi inde paa Skolen havde naturligvis ingen Forstand paa Poli-
tiken, og der blev heller ikke givet os nogen Forklaring. En Aften, da det
var min Tur at læse Bordbønnen, og jeg just havde læst „fra Bords“,
sagde Forstander Eibe til mig: „Du, 86, er stor nok til at gaa i Krigen.“
Det var det første, som jeg hørte om den forestaaende Krig. Men nu
vaagnede Begejstringen, og Aanden kom op i os. Vi Drenge sang: „Til
Vaaben! se Fjenderne komme“, og Forstanderen og Distriktslægen prydede
deres høje Hatte med rød Kokarde, medens Gymnastiklæreren, Hr. Holm
sted, nøjedes med at lade sit Overskæg vokse, Foranstaltninger, vi Drenge
ansaa for Forberedelser til den kommende Krig. Herefter læ ste Forstan
deren hver Aften højt for os af „Berlingske T idende“, saa vi derved fik ligesom
mere Klarhed over, hvad der foregik. En Aften kom han ind til os i L ege
stuen og gav os en Vise med den Bemærkning, at det var en ny Sang,
40