Opfostringshusforening

hvorfor Enken inden et Aar efter Mandens Død maatte tage sin Kæle

dægge Niels Frederik, der var i sit I lte Aar, ud af Nikolaj Kirkeskole og

maatte være glad til, at hun fik ham ind paa „det kgl. Opfostringshus“.

Hans Moder døde 1828, og næste Aars Mikkelsdag blev Niels Frederik

konfirmeret, hvorefter han kom i Lære hos Handskemagermester M. M.

Hammer i Studiestræde.

Læretiden var lang — 7 Aar — og den var ikke god, men det friske

og glade i N iels Frederiks Natur hjalp ham igennem, i hvert Fald bevarede

han mange Minder om de Spillopper, han i Læretiden holdt Humøret ved

lige med. .Mesters Kone, „Madamen“, var meget gerrig; en Gang var Pi

gen kommen til at slaa en Flaske itu og spilde Øllet. I sin Vaande be

klagede hun sig for Frederik — som han nu kaldtes — men han vidste

Raad. Idet han færdes i Gaarden, udstøder han et forskrækket Raab og

siger, da Madamen kommer til Vinduet: „Madam, jeg hørte et Knald nede

i Kælderen; bare det ikke var en Ølflaske, der sprang.“ Pigen var frelst.

Da han spiste ude i Køkkenet, ærgrede det ham, at Mester daglig skulde

spise af en skaaret Tallerken, hvorfor han en Dag stillede den paa Kanten

af Køkkenbordet og sørgede for at Katten blev e n e ; ganske rigtig — et

Øjeblik efter hørtes et Brag, Katten havde besørget Mesters Tallerken

paa Gulvet. Ikke sjældent var han efterladt ene hjemme om Aftenen,

men — uden Lys. — Dog, han vidste hvor Kassen med Lysstumperne

stod, saa tændte han og læste, idet han passede at brænde lidt og

lige meget af hver Stump, for at Madamen, der dog ikke havde været

saa fiffig at maale dem, ikke skulde opdage hans Kneb. I hine Tider

maatte en Læredreng ikke alene gaa alle Byærinder, men tillige være Køkken

karl og Barnepige, hvorfor Lærdommen paa Haandværkets Omraade ikke

var stort bevendt, naar 7 Aar var gaaede. Men de fik jo Ende i 1836,

og i April 1837 begav han sig paa Vandring til fremmede Lande, hvad der

der dengang var af ikke ringe Betydning for Haandværkssvenden. I hine

Dage var det med Randselen paa Ryggen og Apostlenes Befordring, den

farende Svend maatte vandre fra Land til Land og By til By; men Larsen

havde frejdigt Ungdomsmod og greb med Iver og Lyst Lejligheden til at

røre sig efter de bundne Aar. Han var fri som Fuglen ; men længe va

rede det ikke før han „81 Vi Mil fra København“ — som han plejede at

udtrykke sig — med Hjertebaand blev knyttet til et Hjem. Over Kiel og

Hamburg kom han til Celle og derfra til Burgdorff, en lille By mellem

Celle og Hannover. Her blev han længst og vandt mest, idet han her

kom ind til Handskemagermester Burman, som syntes godt om ham og

tilbød ham Arbejde. Han skønnede snart, at Larsen havde lært meget

lidt; men vilde han kun være flittig, saa skulde han faa fire Mark (1 Kr.

33 Øre) i Løn om Ugen samt Kost og Logi. — Jeg ser Læseren studse

— men det var efter Datidens Arbejdspriser et godt Tilbud, og bedre end

Lønnen var den Arbejdsdygtighed, som Larsen erhvervede hos den flinke

Mester, og endnu bedre var det, at han fæstede sit Hjerte til Handske-