50 / 90
alt hans af sand Humanitet genn em trængte elskvæ rdige Personlighed gjorde
ham i sjælden G rad egnet til at udfylde en betydende Plads i Samfundet.
Det var saaledes ogsaa i Kraft af sin Personlighed, at han under sin
Embedsgerning i Slesvig, selv under vanskelige Forhold, bestandig for-
maaede at vinde saavel Befolkningen som sine Embedsfællers Tillid og
Venskab. Han havde saaledes fra Flensborg modtaget adskillige Beviser
paa, i hvilken velvillig Erindring hans Minde bevaredes.
Skønt saaledes stillet paa en fremskudt Stilling i Samfundet forglemte
han ikke sin Oprindelse, at han havde været Opfostringshusdreng. Da
ældre Elever i Aaret 1867 stiftede „Foreningen af 29. Juni“, sluttede han
sig med Glæde til denne og var ofte Deltager i dens Sammenkomster, og
at han var det med Liv og Lyst, bærer blandt andet følgende Episode —
alt tidligere berettet — talende Vidnesbyrd om. Under en Fest paa „Gimle“
kulminerede denne i, at den den Gang næsten halvhundredaarige Etats-
raad trak Kjolen af og ved et elegant udført Kraftspring dokumenterede,
at han ikke var vanslægtet fra Skolens gamle Traditioner.
I Aaret 1853 ægtede han Ida Christophine Susanne Matheline Grüner i
Roskilde. Hans Hustru, der med flere B'ørn overlevede ham, døde 1881.
En Datter er død i Juli 1901.
Den første Spire til en Sammenslutning af Opfostrings
husets tidligere Elever manifesterede sig, da Forstander Rasmus
Borch i Aaret 1844 kunde fejre 50 Aarsdagen for sin Ansæt
telse ved Opfostringshuset. 46 fhv. Elever havde ved den Lej
lighed sluttet sig sammen og indsamlet et Beløb paa 100 Rd.
som de med nedenstaaende Adresse ved en Deputation over
rakte Forstanderen paa Jubilæumsdagen d. 24. Marts.
Hr. Forstander R. Borch! Et halvt Hundrede Aar ere nu
henrundne, siden De, vor elskede og agtede Lærer og
Leder, begyndte Deres møjsommelige Dagværk, og derfor
anse vi undertegnede det for en hellig Pligt, ligesom vi
føle en indre Trang til at udtale for Dem vor Erkjendtlig-
hed og vor Tak for, hvad De har virket for os og for den
Stiftelse, som De har ofret Deres daadrige Liv. Vi føle
og indse, at den Undervisning, De som Lærer bibragte
os, har forædlet os og vakt Modtageligheden for de Go
der, der staae over Sandseligheden, og vi erkjende til-
fulde, at De som Forstander har ledet og dannet vort hele,
saavel physiske som moralske Jeg.
47