131 / 299
for. Desværre har vi ikke noget fra Sokrates’ egen hånd, men vi har jo Xenofon
og navnlig Platom som har nedskrevet og derved viderebragt en række af Sokra-
tes’ tanker, tanker, som Kierkegaard har været interesseret i. De havde begge —
Sokrates og Kierkegaard - en meget skarp pen. Pen må jeg sige også for Sokrates
vedkommende ved den overlevering vi har, for hans vedkommende var det jo el
lers tungen, satirisk, ironisk og med et lynende vid. Jeg kan i denne forbindelse
nævne, at Kierkegaard engang har sagt, at »menneskene er dog urimelige, de
bruger aldrig de friheder, de har, men ønsker sig dem, de ikke har. De har tæn
kefrihed, de ønsker ytringsfrihed«. Den tankegang, der ligger bag dette - omend
man må sige, at ironien, sarkasmen og viddet for så vidt ligger vor høje sølvgiver
fjernt, har altid været en mand med sine meningers mod, og han har udtalt sine
meninger direkte og uden omveje —men denne tankegang har hele tiden været
den, der har præget vor sølvgivers virke: at tænke før man taler! Netop den
nævnte kombination af Kierkegaard og Sokrates er vel det, som har påvirket vor
sølvgiver mest i hans indstilling til tilværelsen. Kierkegaard har som den - jeg vil
ikke sige eneste, men som den væsentligste forskel fra Sokrates, dette at hav var
kristen. Han var for' så vidt en kristen Sokrates, men iøvrigt minder de meget om
hinanden.
Jeg har personlig - af let forståelige årsager - haft lejlighed til at se, at sølvgiver
- som jo er min fader —har studeret både Platon og Kierkegaard gennem hele
mit liv og; givet også før jeg trådte ind i tilværelsen.
Kierkegaard behandler i en af sine første hjørnestene i hans ret store forfatter
skab, »Enten Eller«, indledningsvis kan man sige, fordi han jo senere igen og
igen vender tilbage til denne problemstilling, der behandler han spørgsmålet
om, hvordan man skal stille sig til tilværelsen. Han sondrer imellem en æstetisk
og udelukkende æstetisk indstilling, som efter hans mening ikke fører til andet
end ulykke, og så en anden som er en sammensætning af en æstetisk, en etisk og
en religiøs. Der er altså her tale om en treenighed, som man også kunne kalde for
det skønne, det gode og det ophøjede. Denne treenighed - og det er i virkelighe
den Kierkegaards mening, at der her er tale om en ny form for treenighed, som
man selv skal vælge sin plads indenfor - den har været det, som har været lede
tråden for vor sølvgiver i hans liv. Det er det, han har forsøgt at leve op til: at
vælge sin rolle inden for denne treenighed.
Nu går vor sølvgiver i sit eenogfirsindstyvende år og kan altså se tilbage på et
rigt virke og et interessant liv. Også indenfor dette Selskab har han gjort en me
get betydelig indsats, jeg tror nok at jeg tør sige, at der ikke er mange, som har
gjort tilsvarende meget for Selskabet som han. For det første ved alle Brødrene,
at han har holdt strålende og beåndede taler om både Selskabet og Sølysts histo
rie, hans viden om disse emner er større end nogen andens her i Selskabet.
Udover dette har han i forbindelse med udgivelsen af den nye udgave af vor
sangbog, udarbejdet de noter, der står over hver enkelt sang, og også de noter,
der findes hist og her i bogen bl.a. om Selskabets historie.
128