133 / 299
havde regnet ud, hvornår dette skulle foregå, og hvis Einsteins teorier passede,
skulle der være en vis afvigelse i solstrålen, som han havde regnet ud. Med andre
ord solstrålen, ja tænk engang solstrålen, havde altså en vægt, og hele jordklo
dens videnskabsmænd sad og ventede og fik besked på, at det var rigtigt, hans
teori var rigtig.
Se sådan noget er spændende at opleve og kan godt en gang imellem give en
stunder til både at se tilbage og se fremefter, fordi det er jo en stor tid vi oplever.
De fleste mennesker er tilbøjelige til at diskutere små ting og grimme ting, få
tænker på de virkelig store, vidunderlige ting, der foregår. I de sidste ti år har vi
jo oplevet - gang på gang - ting, som vi faktisk troede var umulige, men som er
gennemførte, gennemførte af videnskaben.
Et af de emner, som hørte ind under Einsteins teorier, det var tiden, begrebet
tiden, og det var jo mærkeligt, at man ikke kunne få nogen egentlig forklaring
andet end nogle tal og nogle bogstaver - sådan så hans doktordisputats ud, en
ganske lille sætning med så og så mange bogstaver og tal i. Men da oplevede jeg
- netop på den tid, hvor det var spændende, hvor det var mærkeligt - et rejse
gilde på Grundtvigskirken. Dette rejsegilde havde jeg fået arrangeret således, at
det skulle afsluttes med at hele følget, der var til stede derude på Bispebjerg, i bi
ler blev kørt ned til Udby, hvor Grundtvig var født. På hans 150 års fødselsdag
afholdt vi dette rejsegilde, helt nøjagtigt den 19. september 1933 - læg mærke til
tallet! Vi kom derned, og der var en stor bakke bag ved kirken, som jeg aldrig
havde set før, med en vidunderlig udsigt over Storstrømmen. Der var rejst en ta
lerstol og på denne talerstol talte højskoleforstandere fra hele Norden og fra Ir
land og England, og i græsset ved siden af mig, der sad der en ældre, yndig
kvinde med grøn læderjakke på. Det var den 150 åriges Grundtvigs datter, der
sad der.
Jeg må indrømme, at det var længe, længe siden, at jeg havde oplevet noget,
der var så overraskende - at sidde der og tale med et menneske - hvis fader, født
før den franske revolution, hvis fader udmærket godt kunne have været dus med
Napoleon - spillevende, yndig, storartet, og hun fortalte mig, hvad hun havde
oplevet med faderen. Atter fik jeg dette tidsbegreb ind i min fantasi for her ople
vede jeg jo tiden, det var faktisk et eksempel på, hvad tid er.
Og det fortsatte ude på Vesterbro, derude, netop på det tidspunkt i 1932-33,
der havde jeg en dag en af de ældre gesandter, nemlig den amerikanske gesandt
med som gæst, og vi gik så en tur dernede mellem skiverne, og så vender han sig
om og ser på mig: Sig mig engang, det må jo være et meget gammelt selskab, det
her? - Ja, siger jeg. Hvor gammelt er det? Ja, siger jeg, dengang det blev stiftet,
da kendte man ikke begrebet Amerika. Jeg kan endnu se den måben, hvormed
han så på mig, og så sagde han: Undskyld, hvad skal det betyde? Det skal bety
de, at i 1492 da var det jo Columbus’ tur til at opdage det, men vi er fra 1300-tal-
let. Han satte sig ned, og så sagde han: Jeg har aldrig tænkt mig, at sådan noget
skulle eksistere. Det var atter tidsbegrebet, og jeg kan huske, at netop den aften
130