![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0134.jpg)
da jeg kom hjem derfra, så filosoferede jeg over at min fadder, som jeg i dette
øjeblik er lykkelig over at skulle nævne, arkitekt Holger Lange, at han flere
gange har sagt til mig, at der er noget vidunderligt ved at tænke på, at jeg kender
min far her indenfor, jeg kender min bedstefar, og jeg kender min tipoldefar -
jeg har ikke haft tid til at gå videre - men vi allesammen, alle vi der er i dette sel
skab, vi har hver især så og så mange tip og tip og tipper bagud, fordi vi allesam
men er indbragt her af en fadder. Atter tiden, atter dette mærkelige, at man i vir
keligheden står ligesom nederst i en meget, meget, meget høj søjle, det svimler
for en, faktisk noget af det samme, som katolikkerne hele verden over føler
overfor deres paver, der går i ubrudt linie tilbage til Sankt Peter. Stadigvæk ti
den.
Og så gik man rund t i den bygning derude, og den var vidunderlig, syntes jeg,
men efterhånden som tiden gik, så kunne den engang imellem virke lidt, ja, en
lille smule luvslidt. Vi havde ikke haft meget råd, kunne jeg mærke, den var for
sømt, meget forsømt, og nu kom der en periode, som jeg ikke skal trætte Brød
rene med - og heller ikke gæsterne, hvor alting flaskede sig på en ganske mærke
lig måde, sådan som det kan ske, når man skal gennemføre noget. Som Herman
Bang siger et sted: en gang imellem er det som om det er en anden, der lægger
tallene sammen.
Jeg fik idéen med Sølyst, jeg fik samtidig konstateret, at i virkeligheden lå øk
sen for træets rod, idet der var en byplan, som ganske givet om føje år ville vælte
alle vore chancer ude på Vesterbro, og jeg fik gennemført hele sagen, og vi kom
herud, og hvad mødte jeg så her? en endnu mere levende tid, fordi alle de men
nesker, der har boet her i dette hus lige fra 1756, da det blev bygget, alle disse
menneskers historie lever jo her indenfor og belives af alle brødrenes historie,
som de hver især har vist på skiverne. Kort sagt, hvis man var en lille smule pa-
rafilosofisk, så burde man kunne stå og høre, høre ligesom et kor af mennesker,
et dansk kor, Danmark.
Se det er sådanne tanker man går og har, når man lytter til, hvad de mennesker
har skrevet, som man nu engang beskæftiger sig med. Jeg husker engang, hvor
det for mig blev endnu en oplevelse. Som ganske purung student var jeg på en
fodtur oppe fra Stockholm op til Uppsala. —På dette tidspunkt gik man fodture,
det gør man jo ikke mere, min allerførste fodtur gik fra Kiel til Skagen. - Jeg
havde en kammerat med, og vi kom op til Uppsala, og der var der et skrudkam
mer øverst oppe i Uppsala Domkirke. Der kom vi ind, og der var nogle mærke
lige gamle trøjer, der hang der, og man kunne se, at der var mærker af dolke, der
var stødt igennem dem. Det var Sture-Sønnernes, som Erik XIV i sin tid dræbte.
Om eftermiddagen var vi nede at se på det gamle slot, og der var vi nede i fæng
slet, hvor Sture-Sønnerne blev dræbt af Erik XIV selv.
Den næste dag gik vi til Skokloster, hvor der er en stor, stor våbensamling,
som general Wrangel i sin tid har tyvstålet nede i Spanien, den største samling —
blev der sagt — i verden. Oppe i et af tårnene var der en samling dolke. Der var
131