135 / 299
en meget smuk dolk, som jeg tog frem og stod og kiggede på, og så siger vagtme
steren, der var med, så siger han: den der dolk var den, som Erik XIV dræbte
Sture-Sønnerne med. I samme øjeblik blev dolken varm og klæbrig, og jeg tabte
den.
Se, når man har et sådant sind overfor døde ting, så kan det man får at vide om
tingene, det kan belive dem sådan, at de bliver uhyggeligt levende.
På en sådan måde synes jeg, at man skal færdes i et hus, i et hjem som dette,
hvor vi jo ved, at der har været skæbner, store mærkelige skæbner. Ganske kort
— jeg skal ikke trætte —men ganske kort: Emilia med Emilies kilde dernede —en
stor sorg for Schimmelmann, 1813, statsbankerotten, der faktisk betød, at
Schimmelmann var fallit dengang han døde. Derefter - med et lille mellemspil -
kommer Suhr til, Johannes Theodor Suhr, der var gift med sin kusine Caroline
Falch, der var et af de skønneste mennesker, der har levet. Kamma Rahbek
kaldte hende for »Dejligheden«. Hun havde i sin tid været forlovet med en ung
arkæolog, Koes, hvis far indførte tallotteriet her. Den unge Koes rejste med den
berømte Brøndsted på arkæologisk rejse ned til Grækenland, og langsomt, som
nyheder kom dernede fra, fik man at vide, at han var død og begravet. Fætteren
tilbød hende ægteskab, og så gik der vel en halv snes år, og så en dag kommer der
meddelelse om, at det ikke var rigtigt, at han var død, han var ikke død. Man kan
forestille sig situationen mellem de to mennesker her i dette hus - og nogle dage
efter igen at det var urigtigt: han var død. Der har sikkert været et ordskifte mel
lem de to, som ikke har været af de allerbedste, om hvorfor og hvordan og hvor
ledes. Men den skønne kvinde, Caroline Falch, måtte så siden se på, at Johanne
Luise Heiberg kom hertil og begyndte på at regere herindenfor.
Skæbner, uhyggelige skæbner. Og skal vi så tage den sidste med, Gluckstadt,
Emil Gluckstadt, hans periode her, hvor han bliver anholdt, den store Land
mandsbankdirektør, anholdt, kommer på hospitalet, dør.
H ø r rigtigt efter mine brødre og gæster, er det ikke som om man kan høre så
dan noget en gang imellem i en bygning, som denne? Der er vel noget om det
som står i et vers i en af vore sange, det lyder sådan: »Selv dette sted, hvor vi har
leet ad tidens vexel og forandring, og som vor bedste fryd har seet, var kun et
herberg på vor vandring. Vi kom hertil, alt var så smukt, ustandset steg vor tan
kes flugt, bag løvet vinkte træets frugt, men for at nå den vi bortdrage«. Er det
ikke den slags ting, vi ser og lytter til, når vi kommer ind i gamle bygninger, i
store kirker?Vi har jo allesammen været i Rom —nu om stunder tager man jo til
Rom, ligesom vi i gamle dage tog til Århus. - Vi har allesammen været i Rom,
været på Forum Romanum. Gå ind i den store senatsbygning, der ligger der, i
den bygning der, ved man, at der har alle de store talt. De lofter, der har genlydt,
da Cato sagde: »Præterea censeo Carthaginem esse delendam« —»Forøvrigt me-
ner jeg, at Kartago bør ødelægges«. Har man bare en lille smule fantasi med, så
er det levende, så er det vidunderligt, og Rom bliver endnu mere vidunderlig,
end den er i forvejen.
132