356 / 425
3 4 2
DE KOMMUNALE SKATTER OG AFGIFTER
administrationen, sociale formål, hospitalsvæsen, sindssygevæsen, sundheds
væsen og skolevæsen. Ved valget af disse udgiftsposter var det ifølge Køben-
havn-Frederiksberg kommissionens betænkning hensigten at holde sig til
udgifter, hvis størrelse enten i overvejende grad er lovbundne, eller som ifølge
deres hele beskaffenhed er typiske udtryk for det kommunale udgiftsniveau.
Skattetallet og udligningstallet anvendes derefter ifølge 1937-loven således:
Beregningen af kommunens nettoudbytte ved lige skatteudskrivning fore
tages for opholdskommuneskattens vedkommende efter rateskalaens grund
beløb forhøjet med
1
pct. for hver krone, som kommunernes udgiftstal for
vedkommende regnskabsår var højere end
100
kr., og nedsat med
1
pct. for
hver krone, som kommunernes skattetal er højere end 100 kr. Tankegangen
er altså den, at med stigende udgiftsniveau (dog alene bestemt ved de før
nævnte udgifter) skal det beløb, der er genstand for udligning, sættes i vejret,
og omvendt medfører et stigende skatteudbytte, at udligningsbeløbet reduceres.
Bevægelsen i udligningstilsvaret fra år til år er altså i første række bestemt
af, hvorledes differencen mellem udgiftstallet og skattetallet bevæger sig.
Det, der nu er hovedforklaringen på, at udligningstilsvaret til København
efter 1942 /43 reduceredes så stærkt som vist foran, er, at udgiftstallet ikke steg
nær så stærkt som skattetallet. I de 3 regnskabsår, 1938 /39 , 1943 /44 og
1948 /49 , udgjorde udgiftstallene for København og Frederiksberg nemlig hen
holdsvis 107, 138 og 209, mens skattetallet i de samme år var 118, 156 og
250. Det vil atter sige, at den procent (forskellen mellem udgiftstal og skatte
tal trukket fra
100
), der har skullet anvendes ved beregningen af det reducerede
grundbeløb, der er genstand for udligningen mellem København og Frederiks
berg, faldt fra 89 i 1938 /39 til 82 i 19 43 /44 og yderligere til 59 i 1948/49.
I forholdet København-Gentofte faldt den procentdel af grundbeløbet, der var
genstand for udligning, endnu stærkere, nemlig fra 75 pct. i 1938 /39 til 69 pct.
i 1943 /44 og 43 pct. i 1948 /49 .
Som et andet udtryk for den foregåede udvikling kan anføres, at såfremt
der alene var blevet udlignet på grundlag af et samlet skattebeløb, hvori
opholdskommuneskatten indgik med 100 pct. af grundbeløbet, ville Køben
havn for 1938 /39 have fået 6,1 mill. kr. fra Frederiksberg og 7,3 mill. kr. fra
Gentofte. Efter udligningslovens regler fik København 5,4 og 5,3 mill. kr.
eller henholdsvis
88
pct. og 73 pct. af de før nævnte beløb ved en 100 pct.s
udligning. For 1948 /49 ville en 100 pct.s udligning have givet København
8,9 mill. kr. fra Frederiksberg og 16,0 mill. kr. fra Gentofte, mens den faktiske
udligning gav København 4,6 og 5,9 mill. kr. eller kun henholdsvis 52 pct. og
37 pct. af de nævnte beløb.
Det er herefter forståeligt, at Københavns kommunes repræsentanter i den
foran nævnte voldgiftsret, der afgav indstilling i december 1950, pegede på,
at udligningen nu skete på basis af sådanne procenter af grundbeløbet
af opholdskommuneskatten, at det skatteprovenu, der indgik i de endelige