![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0093.jpg)
90
Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden
gjældende ved Siden af den franske, og siden blev Omdan
nelsen fortsat linder Overhofmarskal Hauchs kyndige T il
syn. De stive, klippede Hækker forsvandt, Træerne fik Lov til
at Lidbrede deres Bladehang, Græsplænerne udvidede sig; der
anlagdes Terrasser, og de fire Damme bleve forvandlede til
Kanaler med Broer, som paakryds og paatværs gjennemskar
Haven. Som den nu er, hø rer den ved sit Omfang, sine skjønne
Udsigter, sin Afvexling af Bakker og Dale, sine Kanaler, sine
skyggefulde Alleer, sin Rigdom af høje Løvtrær til de skjøn-
neste Lysthaver i hele Europa.
Men Kjøbenhavnerne vide ogsaa og have altid vidst at
sætte Pris paa Haven og dens Skjønheder, paa dens friske Luft
og dens svalende Skygger. Hvilket livligt Billede fremhyder
den ikke en Søndag. Gangene ere som hesaaede med pyntede
Folk, Bænkene ere tæt besatte, hos Josty ere Pladserne op
tagne, og i Græsset lejrer man sig om Madkurven, af hvis
Indhold ogsaa Svanerne faa deres Part. Saaledes nu og saa-
ledes i Fortiden om Sommeren, naar den kongelige Familie
boede paa Slottet. Digteren synger:
„H ist seer jeg' Søndagsfloden,
Som grønne T ræ er indfatte,
Som bølger frem i lange, tæ tte Gange.
De Skjønne klæ dt paa Moden,
Med Shavler og med Hatte,
At gjøre Byens Sønners H jerter trange;
Jeg seer Soldater lange,
M atroser korte, Borgere med Stokke,
Tyklivede Madamer
Og børnbehæ ngte Ammer,
De m untre Drenge-, søde Pige-Flokke,
Hist selv en F ader træ k k er
. Sin Glut i Vogn til dine B lom sterhæ kker“.
Men der gaves ogsaa mørke Punkter i denne Livlighed.
Den saakaldte „De Elskendes Hø j“, der ligger i Nærheden af
Kilden, hvor Vejen drejer om til
det
paa en Bakke beliggende
Schweizerhus, minder om et saadant. Dette Navn h id rø rer
fra et ungt Par, som aflivede sig her, fordi Pigens Familie mod
satte sig Forbindelsen. Og ikke faa lignende Begivenheder har
den smukke Have været Vidne
til
i dens ensomme Partier,
men herved skulle vi nok vogte
os
for at dvæle.