FraDetGamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden

mer udenfor Frederiksberg Slot i Regn og Slud uden anden

Ledsagelse end sin Barndoms Legekammerat, den lille Tom

Jones. Men hvis Hensigten med denne haarde Behandling

virkelig var den, at styrke hans svagelige Legeme og at vænne

ham til Tarvelighed og Forsagelse, som det jo hed, men af

Struensees Fjender udlagdes paa anden Maade, saa opnaaedes

den fuldstændigt. Trods sin spinkle Legemsbygning og sit af

Naturen svagelige Helbred lykkedes det ham, ved ogsaa i sine

Manddomsaar at udsætte sig for ethvert Slags Vejrlig og ved

stor Tarvelighed i sin Levemaade, at naa en liøj Alder. Denne

Tarvelighed viste sig i hans Ydre, som i hans hele Væsen. Fol

det meste var han iført en simpel Militærfrakke, men man

saa ham ogsaa i en gammel sort Kjole og med en Voxdugs-

kasket ikke sjældent med hurtige Skridt gjøre sig en Prome

nade paa Terrassen udenfor Slottet, ledsaget af sine Døtre Ca

roline og Vilhelmine, som han holdt inderligt af. Offenlig eller

ved Audienser viste lian sig i Generals- eller Admiralsuni

form, hvoraf den første just ikke klædte ham synderlig godt.

Han var temmelig uanselig og spinkel, hans Ansigtstræk vare

ikke smukke, og de blonde Haar, som i hans Alderdom bleve

sølvhvide, gav hans Fysiognomi noget blødagtigt, næsten noget

undseeligt. Men lians blaa Øjne lyste af Venlighed og Godhed,

og undertiden kunde de ogsaa, naar Bevidstheden af hans

Værdighed vaagnede hos ham i al sin Styrke — og det skete

ikke saa sjældent — lyne med Kongens Majestæt. I sin dag

lige Omgang var han jævn, ligefrem, og skjønt han just ikke

havde Ordet i sin Magt, og i Reglen var kort og but i sin

Tale, idet han stødte Ordene frem, saa vidste han dog altid

at vække Tillid, hvortil især bidrog, at han, naar det blot

var ham muligt, søgte at imødekomme alle billige Ønsker og

sjældent lod nogen gaa utrøstet fra sig. Derfor kaldtes han

ogsaa Frederik den Ejegode. Det var ingen Overdrivelse, men

det var et virkeligt Udtryk af den Følelse, som Folket nærede

for ham.

i i M I 1

Det hører ikke herhen at give et Billede af Frederik den

Sjettes Liv og Karakter. Hvad jeg her vil meddele, hører

med til de Minder, der knytte sig til hans Ophold paa Frede

riksberg og til Datidens Folkeliv, som ved Kongens Nærhed

og Deltagelse i samme fik et ejendommeligt Trylleskær. De

Træk, som jeg skal anføre dels efter min Hukommelse, dels

efter andres Beretninger, ville maaske ogsaa bedre end en ud

førlig Karakteristik egne sig til at gjenoplive Billedet af en