FraDetGamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden

levende Skabning Fortræd uden Aarsag. En Sommeraften var

Kongen i sit daglige Kabinet paa Frederiksberg Slot. Klok

ken var henved 11. Vejret var smukt, og i det tilstødende Væ

relse — Kongens Sovegemak — stod et Vindue aabent. Da Kon

gen tilligemed sin Kammertjener Westergaard vilde gaa der

ind, fløj en lille Svale, der havde forvildet sig gjennem det

aabne Vindue, dem i Møde, og blændet af Lyset, som Kam

mertjeneren bar, flagrede den ængstelig fra det ene Hjørne

af Værelset til det andet, ikke i Stand til at finde nogen

Udvej. Ved at se den arme lille Fugl flagre forvildet omkring,

befalede han Kammertjeneren strax at gaa tilbage med Ly

set; selv aabnede han flere Vinduer og ventede taalmodigt

for at se, om Fuglen ikke atter skulde kunne finde Vej lil

det fri. Men det forskrækkede Dyr blev siddende i en Krog

af Loftet og vovede sig ikke ud af sit Skjulested. Efter nogen

Tids Forløb kaldte Kongen paa Westergaard, og idet lian pe

gede paa sin lille Feltseng, lod han Kammertjeneren tage ved

den ene Ende af samme, selv tog han fat i (len anden Ende,

og begge bar nu Seugen ind i det andet Værelse. Derpaa

gik Kongen atter tilbage til Sovegemakket, lukkede alle Vin

duer op, og sagde med sin haarde, men dog saa godmodige

Stemme: „Vi maa nok ikke forstyrre den stakkels lille Svale

, . . T ro r du ikke nok, Westergaard, at den nu vil slippe ud?“

Den nævnte Kammertjener Westergaard holdt Kongen me

get af, han satte stor Pris paa ham, og naar han var i godt

Humør, spøgede han gjerne med ham. Westergaard havde tid

ligere været Tjener hos Overkammerjunker Grev Yoldi. Da

han havde tiltraadt sin Tjeneste hos Frederik den Sjette og

skulde barbere ham, var han meget ængstelig derved. Pludse

lig greb Kongen ham ved Haanden, raabende: „Stille, stille

et Øjeblik!“ Westergaard, som formodede, at Kongen troede,

han havde skaaret ham, standsede forskrækket og ventede

skarp Tiltale, men Frederik den Sjette udbrød: „Hør, da Han

var hos sin forrige Herre, tænkte han nok ikke paa, at Han

skulde komme til at tage Kongen ved Næsen? Haa, haa, haa!

Nu kan Han begjmde igjen!“ — Der hengik sjælden nogen

Aften, uden at han, naar han var kommen i sin simple Seng,

og Westergaard havde stoppet Tæppet ned om ham, sagde til

ham, som vel at mærke ikke bed Ole, men Jens: „God Nat, Ole!

sluk Lyset! Pengene ligger i Vinduet! Ilaa, haa, haa! Naa, i

Guds Navn!“

En af Kongens Yndlinge var den bekjendtc Kammerherre

Schrødersee, der var et goclt Hoved og udmærkede sig ved