FraDetGamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden

imod den Respekt, De som Undersaat er Deres Monark skyl

dig, selv om denne Monark ikke var Deres Velynder og Vel-

gjører. Kun i Betragtning af Deres godmodige, harmløse Ka

rakter, og fordi jeg ved, at De af ganske Sjæl er mig hengiven,

vil jeg tilgive Dem Deres Ubetænksomhed og ikke for F rem

tiden tænke mere derpaa. Men intet Tilbagefald under Straf

af min højeste Unaade! Forstaar De, min H erre !“ Med disse

Ord gik Kammerherren med en skjødesløs nedladende Bøj

ning ind i Sideværelset. — Kongen havde i Begyndelsen staaet

noget forlegen, uvilkaarligt selv kopierende den forbløffede

Kammerherre, saaledes som denne havde vist sig et P a r Mi

nutter i Forvejen. Men tilsidst sejrede hdns godmodige Natur,

han udbrød i en stormende Latter, og Schrødersee var til

givet. —

F rederik den Sjette kunde godt lide at gaa civilklædt om

kring i Frederiksberg 11ave og se Folk more sig der eller

holde deres Maaltider i det grønne. Dog holdt han sig i Af

stand, maaske for ikke at genere. Han tog saaledes, som Over-

skou fortæller blandt sine Smaatræk til denne Konges Karak

teristik, især gjerne Vejen hen til en Allee i Nærheden af

Fasangaarden, fordi der stod Borde og Bænke, hvorved Fa

milier sad og spiste. Hørte han nu en ret munter, højrøstet

Passiaren, da stillede han sig ubemærket noget borte, med

Hænderne paa Ryggen baglænds mod et Træ paa den Side,

som vendte fra Selskabet, og saa op i Luften, som om han stod

i sine egne Betragtninger, men gottede sig saa hjerteligt over

at høre deres Spøg, Latter og Sang, at han ved Afklædningen

i rigtigt godt Lune og meget snaksom fortalte Kammertjeneren

alt det morsomme, han saaledes havde hørt, „uden at et ene

ste Menneske lagde Mærke til ham “. En Aften blev han imid

lertid røbet. E t lille Barn, der løb og legede, var, uden at han

bemærkede det, kommet hen til ham og stirrede saa tro

skyldigt paa ham, at han syntes ikke at kunne andet end

kjærtegne det, hvorved Faderen blev opmærksom, gik hen

efter Barnet og forbavset gjenkjendte Kongen. „Naa, saa skal

jeg love for, at Deres Majestæt blev overrasket,“ sagde Wester-

gaard, da han leende fortalte ham det. „Ja vist gjorde jeg,“

sagde Kongen, „for det var jo underligt, at jeg stod der; men

jeg fattede mig strax og sagde til Manden: „Det er rigtigt el

kjønt lille Barn, De der lia r;“ og saa gik jeg, som om der

ingen Ting var, hen forbi Bordet, saa paa Selskabet, tog min

Kasket af og sagde: „God Aften, Godtfolk! Lad Dem ikke for

styrre! Det er et dejligt Vejr; god Fornøjelse!“ — „De blev da