98 / 386
Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden
95
en ualmindelig Vittighed og Satire, hvorved han var en Frygt
for Hoffets Omgivelser. Han skaaiiede ikke engang Kongen,
som nok kunde blive vred et Øjeblik, men dog altid bevarede
sin Godhed for ham og gav ham talrige Beviser derpaa i den
Haandsrækning, som Schrødersee, der næsten altid befandt
sig i Pengeforlegenhed, ofte modtog. I 1814 var der anordne!
en stor Takkefest i Anledning af Krigens Tilendebringelse.
Schrødersee udeblev som sædvanligt fra Kirkeparaden, men
mødte ved Taffelet. „Hvorfor var De ikke med i Kirken i
Dag, Schrødersee?“ raabte Kongen, da han saa ham. — „Jeg
var der, Deres Majestæt.“ — „Hvor var De da, jeg saa Dem
ikke.“ — „Jo, Deres Majestæt, jeg opholdt mig bagved Al
tret.“ — „Hvad vilde De der?“ — „Jeg vilde høre, hvad Vor
herre sagde, fordi Deres Majestæt takkede ham .“ — „Nu,
hvad sagde han?“ — „Han sagde: Ingen Aarsag!“
Af nogle af Schrøder sees Fjender, hvoraf han havde et
stort Antal ved Hoffet, var det forebragt Frederik den Sjette,
at han havde misbrugt sit sjældne Talent, til paa det mest
skuffende at efterligne enhver i Tale og Gebærder, til og-
saa at efterligne Kongen. Kongen blev opbragt over den
ne Krænkelse af den skyldige Ærbødighed, og han fandt
snart Lejlighed til i en Hofcirkel paa Frederiksberg Slot at
henvende sig til Schrødersee med de Ord: „Jeg ha r ladet
mig sige, at De saa fortræffeligt kan kopiere mig. Skaf mig
nu ogsaa den Fornøjelse at se det; fremstit mig i det latterlige
Lys, som De saa godt forstaar al give til Bedste.“ Forgæves
undskyldte Schrødersee sig med sin fuldkomne Udygtighed
til at kunne fremstille Hs. Majestæts Person; men Kongen
trængte endnu mere ind paa ham. „Hvorledes kan De føle
Dem genert ved i saa godt Selskab at give os nogle Prøver
paa Deres Talent,“ udbrød den fornærmede Konge, „da De jo
ikke h a r forsmaaet at producere det paa offenlige Steder?“ —
„Deres M a je stæ t,
“ stammede Schrødersee i pinlig For
legenlied. „Ingen Indvendinger!“ vedblev Kongen, „tal mig nu
til i min Maneer. Bild Dem nu ind, at je g er Kammerherre
Schrødersee og De Kongen.“ — Lad det bære eller briste,
tænkte Schrødersee; han traadle hen til Kongen og med lians
Stemme og Manerer tiltalte han denne paa følgende Maade:
„Jeg hører, min Herre, at De understaar Dem, undertiden at
kopiere Deres Monark. Sker dette blandt Deres fortrolige Ven
ner, saa vil Vi, skjønt det i ethvert Tilfælde ikke er passende,
dog lade denne Spøg gaa upaatalt hen; men tillader De Dem
en saadan Dristighed paa offenlige Steder, saa strider det