260 / 327
alligevel beskyldte Arbejderpressen ham for i første Omfang at have saboteret
Forligsbestræbelserne.
Naar der er dvælet saa længe ved disse Forhold, er det især fordi T itan’s
Ledere spillede en fremtrædende Rolle, men som det ses, var ogsaa den anden
Part paa Benene. Arbejderne var klassebevidste og kampklare paa Fabrikkerne,
baade før og efter de blev sluttet sammen til A/S Titan.
Og selvom Septemberforliget af 1899 betegner Afslutningen paa en Epoke,
og Forhandlingerne mellem Arbejdere og Arbejdsgivere herefter var lagt i
mere faste Baner, har der selvfølgelig kunnet forekomme saavel mere om
fattende som lokale Arbejdsstandsninger. Og Hauberg blev ved at spille en
fremtrædende Rolle indenfor Arbejdsgivernes Kreds. Hvordan han naaede
frem til selve Høvdingesædet vil siden blive omtalt.
Her skal kun mindes om den forskellige Bedømmelse, hans egen Person
var Genstand for fra Arbejdernes Side. I Aarene omkring Aarhundredskiftet
var det just ikke rosende Betegnelser, man hæftede paa ham, Jern- og Blod
manden Hauberg, Lockoutmanden Hauberg var forholdsvis milde Udtryk, og
et af de mange personlige Angreb i Social-Demokraten er allerede omtalt.
Men da Hauberg i 1911 blev valgt til Arbejdsgiverforeningens Formand, var
Tonen i Bladet mere fordragelig: Hauberg har i Tidens Løb erhvervet sig
en sjælden Rutine og Bevægelighed som Forhandlingsmand, og dette saavel
som hans Energi og hans indgaaende Kendskab til Forholdet mellem Arbej
dere og Arbejdsgivere — gør ham til en kvalificeret Fører for Arbejds
giverne.
At Hauberg saa siden, mens han i Arbejdsgiverkredse blev hævet til Skyerne,
atter af Modstanderne blev stødt ned i det yderste Mørke, var kun, hvad man
kunde vente i Kampens Hede.
Og for at afrunde dette Afsnit, skal det anføres, hvad der i November
1917 i Jærn og Metalarbejderen blev skrevet i Anledning af, at Smedenes
Klub Nr. 1 holdt 40 Aars Jubilæum. Artiklen sluttede med at udtale Ønsket
om, »at den gode Forstaaelse, som hidtil har præget Samarbejdet mellem
Arbejdere og Arbejdsgivere paa Titan, maa kunne fortsætte ...«
Siden den T id har der, bortset fra de almindelige Arbejdsstridigheder, for
T itan’s Vedkommende kun været Tale om en enkelt Kontrovers af større Om
fang. Betegnende for Forholdet paa Fabrikken er det, at Direktør Plum i Ar
bejdsgiverforeningen ved det første Forhandlingsmøde i den Anledning ud
trykte sin Forundring over, at man nu heller ikke kunde forhandle sig til Rette
254