259 / 327
ser, mens Forhandlingerne stod paa. Lavinen var tilsyneladende allerede i
Gang, Arbejdsgiverforeningen truede med Lockout i alle Virksomheder under
Fabrikantforeningen.
Men saa kom det til Forhandlinger med Hovedbestyrelsen — Helweg var
Medlem af Arbejdsgiverforeningens — og trods stærke Protester fra Jern
fabrikanterne, specielt fra Titan, blev der sluttet et Forlig, som imødekom Ar
bejderne. Trods det Raseri, som rejste sig indenfor Fabrikantforeningen, ved
tog man at akceptere Ordningen.
At Fagbladet triumferede var en Selvfølge: »Der røg Fabrikanternes uund
værlige Selvbestemmelsesret ... Vi skrev i sidste Fagblad, at D ’Hrr. Helweg
og Hauberg skabede sig. Vi tror ikke, at Begivenhederne mere grundigt kunde
have givet os Ret ... Lutter Skaberi og Opstyltethed det hele ...«
Nu er det er Spørgsmaal om man gjorde Ret i at slaa Hauberg og Helweg
i samme Hartkorn. Det var jo paa den Tid, Stridighederne mellem dem næ
sten var paa det højeste, og da der i April Maaned atter var Tale om Lockout,
hævdede Helweg, at Titan ikke vilde gaa med, ligesom baade han og Mar
strand gik imod Bestyrelsen.
Ligemeget hjalp det. Storlockouten nærmede sig uundgaaeligt og denne
Gang stod Arbejdsgiverne samlet. Den 24. Maj 1899 blev mange Tusind
Mand sat paa Gaden.
Hvordan denne langvarige Konflikt forløb, skal ikke omtales her. Resul
tatet er kendt nok. Hver af Parterne tilskrev sig Sejren, — Jernfabrikanternes
lønlige Haab var bristet, skrev Fagbladet — og hver af Parterne havde maattet
betale den dyrt. Som foran nævnt havde Titan overhovedet ikke været i Stand
til at give Udbytte, hvis ikke Ildebranden var kommet inden Generalforsam
lingen. Det var saaledes ikke for tidligt, at man havde faaet Arbejdet sat
i Gang, og en af dem, der havde bestræbt sig for at faa det genoptaget, var
da ogsaa ret interesseret i T itan’s Drift. Det var Vexellerer Bing. Hans
Kollega, den som Kommunalmand kendte A. F. Lamm har fortalt, hvorledes
han var Mellemmand ved de indledende Forhandlinger. Gottfred Rubin havde
udviklet for ham, hvordan det maatte tilkomme Bankerne, Erhvervslivets Cen
tralorgan, at sige Stop til den samfundsskadelige Tilstand, eller som det hed
i Heibergs kendte Vaudeville: »Jeg gi’r sgu ingen Penge til, saa maa de vel
forliges!« Lamm gik efter Rubins Anmodning til J. Jensen, den senere Borg
mester, og som bekendt blev det Trekløveret Heide, Trier og Bing, som
mæglede Forliget. Man skulde tro det maatte gaa lettere, naar saavel Rubin
som Bing ikke blot var T itan’s Bankiers, ogsaa Haubergs gode Venner, men
253