HaandværkerforeningenKøbenhavn

fordring, at Haandværkerforeningen ikke vilde være med

til en Virksomhed, der skulde behandle „Gfjenstande som

Arbejdslønnens Forhøjelse eller Arbejdstidens Indskrænkning “ ,

og Afgjørelsen af disse Spørgsmaal henvistes atter til de

enkelte Fag og til en Forhandling mellem Arbejdsgivere og

Arbejdere i disse. Men en filanthropisk, understøttende Gjer-

ning vilde Foreningen gjerne' være med til, og idet den

mindede om de beslægtede Forsøg, der allerede vare gjorte i

1842 og 1849, udtalte Bestyrelsen som sin Overbevisning

de Ord, der saa at sige vare dens Program: „at det fremfor

nogen anden maa være en for vor Forening beskikket

Gjerning at virke paa dette Omraade af yderste Evne“ .

Opfordringen om at stifte et Arbejder-Understøttelsesfond

fandt imidlertid kun ringe Tilslutning hos Arbejdsgiverne,

til hvilke Foreningen særlig havde henvendt sig, og Sagen

faldt bort af sig selv.

Der var imidlertid ogsaa andre, Foreningen mere nærlig

gende Opgaver, som den i denne Periode kun med en vis Kølig

hed beskjæftigede sig med. At den gjentagne Gange deltog i

Henvendelser til Regeringen angaaende Toldspørgsmaalet,

har i saa Henseende Mindre at sige. I Haandværkerfore

ningen kom dette Spørgsmaal aldrig til at spille den samme,

Sindene i stærk Bevægelse sættende Rolle som i Industri

foreningen, og det var derfor uden stor Anstrængelse, at

Foreningen i denne Sag fulgte de Foreningers Initiativ, hvis

Anskuelser stod den nærmest. Den sluttede sig saaledes

baade i 1863 og i 1872 til de i beskyttelsesvenlig Retning

gaaende Bestræbelser, der udfoldedes af

Foreningen af 1862

til den indenlandske Industries Fremme,

og det kan her strax

tilføjes, at den atter i Yinteren 1887 fastholdt sit Stand-

166