118 / 311
116
1664. E t ejendomm eligt Præg h a r det haft i en sto r
Del af T iden gennem de a ld rende A lum ner, de r tak
ket væ ret P a tron e rn e s Gunst og P ro fesso rernes Svag
hed hen levede Aar efter Aar paa Kollegiet; muligvis
h a r disse satte P e rson e r bid raget til det m ere afdæm-
pede, d e r er over L ivet p aa Kollegiet i denne Periode.
Samm en lignet m ed Nu tidens Kollegieliv vilde det dog
lang tfra frem træ de i saa flatterende Lys, og selv om
d e r ikke fo rlyder noget om de før 1664 saa hyppigt
fo rekomm ende T um u lte r og Optøjer, m ang le r det dog
ikke p aa Anstød mod Kollegiets nys rev iderede og
udv idede Love.
Fo rb u d e t m od at gaa med Kaarde viste sig ganske
forgæves; alle S tuden te r gik m ed Kaarde, og baade
Regering og P ro fesso rer opgav e fte rhaanden deres
Modstand m od denne om siggribende Sæ dvane66). Det
viste sig ogsaa vanskeligt at ud rydde den fra gammel
T id h id rø rend e Uskik, at A lum nerne levede uden for
Kollegiet og anden Steds tjen te til Livets Ophold for
uden at oppebæ re det med Kollegiet fo rbundne S tipen
d ium . Den anonym e Klages P aa stand om, at A lum
n e rn e »enten ere Pædagogi h e r i Byen eller opho lde
sig p aa L ande t u d en at frekven tere Akadem iet«, v idne r
om dens fortsatte Bestaaen paa den Tid (1707), og
baade før og efter dette Aar ser vi gentagne Gange P ro
fessorerne straffe A lum ne r m ed Udvisning paa G rund
a f langvarig F ravæ relse fra Kollegiet. Ligeledes vedblev
A lum nerne fremdeles — som ogsaa paaklaget i 1707
at »logere and re i deres Værelser«; disse »Studenter-
drenge« havde P ro fesso rerne i den foregaaende Pe
riode gentagne Gange stræb t at »afskaffe«; i denne T id
synes de im id lertid ganske at have opgivet alle Forsøg
i den Retning; »Gratistuvæsenet« florerede stadig, og