94 / 173
lige Tider har ydet den østersøiske Handel ved at have
paataget sig at vaage over Farvandenes Sikkerhed og
Vedligeholdelse af de Mærker og Fyr, som vare nød
vendige for saa meget som muligt at lette Navigationen.
Man kunde derfor ej benægte de Danskes Ret til at
fordre en Godtgjørelse for disse Forskud, i hvilke ingen
anden Magt desuden kunde træde i Stedet for Danmark.
Ogsaa politiske Hensyn maatte, om just ikke med
bydende Magt, saa dog med en vis Vægt bestemme de
evropæiske Magter til ej at gaae frem i denne Sag uden
med Maadehold og Eftertanke. Toldindtægten havde
hidindtil været en af Danmarks vigtigste Indkomstkilder.
Man indsaae, at naar man vilde røre ved den engang
etablerede Orden, burde man undgaae at udtømme
Rigdomskilderne for en Stat, hvis Existens var vigtig for
Ligevægten i Norden af Evropa.
Kabinettet i Washington, for hvem disse politiske
Betragtninger vare temmelig ligegyldige, brød sig, i det
Mindste tilsyneladende, ligesaa lidt om de Grunde, paa
hvilke Danmark støttede sin Fordring. Følgende sin
sædvanlige Fremgangsmaade i ydre Politik begyndte det
med at erklære, at saa snart Amerikas Handels- og
Navigationstraktat med Danmark var udløben, nemlig i
April 1856, vilde de ej længere respektere Sundtold
rettigheden, men lade deres Skibe passere uden at
ændse det evropæiske Grundlag for Toldafgiften. Denne
Trusel, som de tydske Stater ved Østersøen og langs
Nordsøen, navnlig Preussen, Hannover og de hanseatiske
Byer, hørte med en ikke dulgt Tilfredshed, bestemte den
danske Regering til at aabne Underhandlinger med alle
Magter for endelig ved en almindelig Overensstemmelse
at tilvejebringe Forandring i den gamle Tingenes Til
stand, særlig ved en Afløsning eller Kapitalisering af
Supdtolden.