140 / 304
Slotsholmen er Hovedstadens Hjerte. Dens Bygninger er histo
riske Minder om Byens og Landets Historie gennem Tiderne, og
ældst af dem alle er Tøjhuset. Men Udviklingen er alle Vegne den,
at det moderne Liv viger bort fra de gamle Bygninger, der enten
er for snævre eller for skrøbelige. Saaledes har Stilheden efter-
haanden ogsaa bredt sig over Slotsholmen, hvor i ældre Tid det
daglige Liv pulserede saa kraftigt. Fra Regeringens Admini
strationskontorer i Øst med deres travle men dæmpede Liv, har
Freden bredt sig mod Vest.
I Rigsarkivet og i det kongelige Bibliotek er Stilheden absolut.
Her sidder Videnskabs-
mændene og andre stu
derende og søger gennem
Studier i Fortid og Nu
tid at give Fremtiden det
bedste Grundlag og det
rette Relief.
Inden længe vil ogsaa
Tøjhuset være draget ind
i Roen, idet det som Mu
seum vil vise Udviklingen
af det, som i over tre
hundrede Aar har haft
Hjemsted netop i denne
Bygning, nemlig Hærens
Materiel fra de største
Kanoner til de mindste
Fanesøm, som er blevet
slaaet i vore gamle Regi
mentsfaner netop i Tøj
husets Bygninger.
At dette kan ske skyldes
dels den historiske Vaa-
bensamlings solide Basis,
dels de sidste Aaringers
voksende Forstaaelse af
dens uhyre Værdi.
Sidste Halvdel af for
rige Aarhundrede var som
før antydet ikke gunstig
for Samlingen. Efterhaan-
den gled Usikkerheden
ved dens Administration
over i en vis Praksis, som
man akcepterede uden
smaalige Hensyn til, at
den hvilede paa et falsk
Grundlag. Den histori
ske Udvikling havde man
glemt, og man levede
videre fra Slægtled til
Slægtled paa „det fra
Fædrene arvede“ uden
at spørge om, hvor vidt
det var rigtigt.
Det havde set sørgeligt
ud for Samlingen, havde ikke enkelte Mænd uegennyttigt ofret
deres Tid og deres Kræfter paa den.
Forrest blandt disse skal nævnes Artilleriofficeren O tto B lom ,
indtil sin Død i 1903 Danmarks første og eneste Vaabenhistoriker.
Allerede som ung Løjtnant røbede han Interesse for Vaabnenes
historiske Udvikling. Han begyndte ogsaa at arbejde i den hi
storiske Vaabensamling og skabte sig et godt Overblik over dens
Enkeltheder, ligesom han udarbejdede et kortfattet Katalog i
1858. Hans militære Tjeneste lagde imidlertid i en Række Aar
Beslag paa alle hans Kræfter, og først i 80'erne og 90’erne fik
han udsendt en Række Studier over Vaaben og Vaabenfabrikation,
ligesom han skrev Tøjhusets Bygningshistorie.
Hans Hovedværk blev en Studie til en utvivlsom planlagt Ar
tilleriets Historie, omhandlende Christian IV’s Artilleri, og han
synes her at have været i en ret inderlig Kontakt med sin Kam
merat og Studiefælle P. C. B an g , ja man kan ikke fri sig for
den Tanke, at Røsten er Bangs, men Haanden er Bioms.
Bang havde nemlig gennem mange Aar flittig uddraget af alle
trykte og utrykte Kilder et uhyre Materiale til Grundlag for en
Situationsplan af Tøjhusgaarden 1906. Se T eksten Side 385.
(E fter Iiist. M eddelelser om K bhvn. III).
Artilleriets Historie. Men i dette Slid med Detaillerne synes han
at have tabt Overblikket, eller han har aldrig vovet sig i Lag
med Behandlingen af Stoffet af Frygt for svigtende Evner.
Blom derimod kunde skrive! Han kunde udnytte hver Stump,
han fandt, og i Modsætning til Bang efterlod han sig ikke en
Stump Fapir med Uddrag eller Studiemateriale. Alt var enten
trykt eller forelaa i sirlige Bearbejdelser af det indvundne Stof.
Hvad Christian IV’s Artilleri angaar, synes han saa godt som
udelukkende at have bygget paa Bangs grundige Forarbejder.
Hans specielt vaabenhistoriske Arbejder bærer Præg af baade
Kærlighed til Emnerne
og en ret omfattende
Viden om Vaabnenes Ud
viklingshistorie; men det
kan ikke skjules, at de
tillige rummer nogen
Overfladiskhed i Detail
lerne. Det ser næsten ud,
som om Blom kom lidt
for let til sine Resul
tater, og som om han lod
sig nøje med Mulighe
derne frem for de Vis
heder, som mere indgaa-
ende Behandling vilde
have givet — der var jo
ingen, der kunde kon
trollere ham!
I 1858 foretog han en
Studierejse til en Række
af de større europæiske
Vaabenmuseer og foretog
ved samme Lejlighed en
Række Indkøb af Vaa
ben, der skulde udfylde
de værste af de Huller,
Samlingen havde. Der
kan siges det samme om
disse Indkøb som om hans
Afhandlinger — han har
ofte ladet sig nøje med
det halvgode, hvor det
bedste sikkert havde væ
ret at opdrive.
11864 modtog den histo
riske Vaabensamling en
ret betydelig men des
værre ikke i samme Grad
værdifuld Samling, idet
Lensgrevinde Danner
skænkede sin afdøde
Ægtefælles, Kong Frede
rik VII’s Vaabensamling
dertil.
Endnu har ingen paa
taget sig at lodde Dybden
af Frederik VII’s Interesser for Historien og for historiske Gen
stande, og det siger i denne Forbindelse kun lidt, at Grevinde
Danner i sine Breve til Konferensraad Thomsen stadig fremhæver
den Kærlighed, hvormed allerhøjstsamme hang ved sine historiske
Samlinger, for hvilke hun mente, at han ikke havde skyet noget
Offer.
Ved Frederiksborgs Brand i 1859 havde Kongen mistet de der
opstillede Samlinger, som han i de foregaaende Aar havde skabt
sig. Det tyder dog paa, at han virkelig med Glæde omgikkes
saavel Oldtidsminderne som Vaabnene, at han straks tog fat paa
ny med at samle, saa at han ved sin Død efterlod sig en ret
omfattende Vaabensamling, der stod opstillet i de Værelser Vest
for den saakaldte Dronningens Trappe paa Christiansborg, hvor
Oldsagssamlingen havde haft til Huse, indtil den i 1853 flyttedes
til Prinsens Palæ.
Frederik VII havde dog samme Fejl som saa mange andre
Samlere, nemlig den, at han ikke grundigt studerede Vaabnene og
deres Udviklingshistorie, før han købte ind. Derfor blev Tilgangen
af Vaaben yderst tilfældig og Forfalskningernes Antal legio.
Supplement til „Før og N u“. 1920.
389