245 / 304
at følge disse D ebatter. De førte jo dog ikke til noget R esultat
— og kunde vel næppe tænkes at gøre det — nu da Kongemagten
selv havde proklam eret, a t den vilde tage Initiativet. Og fra
Kongemagtens Side ønskede man hu rtig Fremme af Planerne.
Og allerede en Maaned efter T ronskiftet kom den første Reform.
Som rim eligt var, begyndte man med F in an ssty relsen ; dels fordi
Reformer her mest tiltræ ngtes, og dels fordi Kongen her kunde
regne med S tøtte fra en Kreds af overordnede og dygtige Em-
bedsmænd.
Den Reformplan, der i sin Tid var frem sat af Carl Moltke
— med T ilslutning fra J o n a s C o llin — tilsigtede a t cen trali
sere Overledelsen, at sammendrage det splittede Kasse- og Regn
skabsvæsen, simplificere den daglige Forretningsgang ved at for
lade Kollegiemetoden og endelig at indskrænke Personellet.
Det var tilsyneladende ganske i Modstrid med disse Principper,
n aar den første Frugt af Reformbevægelsen bestod deri, a t man
indenfor Finansstyrelsen oprettede en ny Institution, S e k r e t a
r i a t e t fo r N a a d e s s a g e r , som skulde forvalte alle G ratialsager,
d. v. s. alle overordentlige U nderstøttelser af S tatens Midler til
trængende Embedsmænd eller deres Enker. Men faktisk betød
det dog en Centralisering af Sager, der h id til havde væ ret spredt
indenfor de forskellige O rganer og derfor havde unddraget sig
enhver Kontrol. Det blev da ogsaa paalagt S ek retariatet at ned
bringe Udgifterne — noget som iøvrigt kun i ringe Grad opnaaedes.
Den næste Forholdsregel var en forandret O rganisation af den
øverste Finansforvaltning, der i adskillige Henseender er bygget
over de Principper, der laa til Grund for Carl Moltkes og Collins
Reformplaner 1836. Omorganisationen stilede navnlig mod to
Form aal: at styrke Overledelsen og lette Forretningsgangen,
medens der ingen Æ ndringer skete med de ydre Rammer, Der
imod blev Forholdene indadtil betydelig forandrede. Dette skete
navnlig med Finansdeputationen, som blev udskilt fra den eg en t
lige Forvaltning og dannede et sæ rligt Organ under Ledelse af
Finansm inisteren, og da denne tillige førte Forsædet i Statsgæ lds
direktionen, var der virkelig nu tilv ejeb rag t større Koncentration
i den øverste Styrelse.
Forretningsgangen vedblev ganske vist a t være ordnet efter
Kollegialprincippet, men en Forenkling opnaaedes dog ved, at
kun de mere betydelige Sager skulde behandles kollegialt, medens
en Mængde Sager kunde afgøres og ekspederes af den enkelte
Embedsmand. Grænsen mellem de to Kategorier af Sager blev
draget ved Instrukser. Der laa i denne Adskillelse af Sagerne
en Tilnærmelse til den nyere Tids adm inistrative Principper.
Af Betydning er ogsaa Omordningen af Revisionsvæsenet, idet
Revisionen i Rentekamm eret og Generaltoldkammeret udskiltes
som selvstændige Embedsoinraader, hvorved man mente a t opnaa
en energisk og sikker Revision.
Alle disse Omordninger dekreteredes ved Forordningen af 30. De
cember 1840.
Som næste Led i Omordningen af Finansstyrelsen udgik Kund
gørelsen af 26. Februar 1842, der ophævede D irektionerne for
den alm indelige Pensionskasse og Fonden ad usus publicos. Deres
Forretninger blev henlagt under Finansdeputationen.
Det er utvivlsomt, at disse Reformer betegner et Fremskridt,
men de ophævede dog ingenlunde alle Manglerne ved F inanssty
relsen. En virkelig Enhed i Ledelsen var ikke opnaaet og Re
visionsafdelingen blev ikke suppleret med et effektivt K asseefter
syn, saaledes at der i V irkeligheden kun blev Tale om en T al
revision, og endelig havde man ikke brudt med Kollegialsystemet,
selv om det paa et enkelt Punk t var blevet indskrænket. At
Reformen ikke blev helt tilfredsstillende har sin Forklaring deri,
at Reformer, der indskrænkedes til et enkelt Forvaltningsomraade,
ikke kunde gennemføres uden a t gribe ind i de andre Kollegiers
Forretningsgang. Det lod sig ikke gøre a t omdanne Finanskol-
legierne til et Ministerium, naar de andre Forvaltningsorganer
beholdt den kollegiale Form.
Det næste Omraade af Styrelsen, inden for hvilket der gennem
førtes Reformer, var G eneralitetet, hvis Forretningsgang blev om
ordnet efter Finanskollegiernes Mønster.
Men uberørt af Reformerne stod fremdeles alle de andre Kol
legier. Ejendommeligt nok er det, at A dm iralitetet ikke under
kastes en lignende Forvandling som G eneralitetet. Hvad Aarsagen
d ertil er lader sig ikke oplyse. I Udenrigsm inisteriet gjorde sæ r
lige Forhold sig gældende, saa Reformer her ikke var paakrævet.
Derimod var danske Kancelli, tyske Kancelli og D irektionen for
U niversitetet og de læ rde Skoler rene Kollegier. En virkelig
gennemgribende Reform af Adm inistrationen som Helhed kunde
naturligvis ikke gennemføres, saalænge disse vigtige Kollegier
stod h elt paa det gamle Systems Grund. Det var da ogsaa
Christian VIII.s Hensigt a t gennemføre en Reform her, men over
for den Modstand, han mødte, navnlig fra danske Kancelli, gav
han op, og ved hans Død efterlod han sig K ancellierne i samme
Form, som de havde ved hans Tronbestigelse.
At han veg tilbage for en Omordning af Kancellierne, kan
ogsaa skyldes nationalpolitiske Motiver. En Omordning af Kan
cellierne efter M inisterialsystem et kunde neppe gennemføres paa
anden Maade end ved at opløse K ancellirammerne i tre Mini
sterier: Justits-, Indenrigs- og Kultusm inisteriet.
Men da der i Forvejen bestod et sæ rligt slesvigholstensk For
valtningsorgan, nem lig tyske Kancelli, og man naturligvis ikke
fra slesvigholstensk Side vilde opgive dette, vilde det blive nød
vendigt at have et dobbelt Sæt af de nævnte M inisterier — en
naturligvis ganske urimelig og kostbar Ordning.
I det hele tag et kommer der nu en Tid, hvor Hensynet til Ad
m inistrationens Tarv ofte m aatte underordne sig politiske Hen
syn. Eftersom den dansk-tyske Modsætning skærpedes, blev man
fra tysk Side meget øm over Hertugdømmernes adm inistrative
Sæ rstilling og var i høj Grad paa Vagt overfor ethvert formodet
Forsøg paa at udviske denne Særstilling.
Denne af politiske Motiver dikterede Modstand sammen med
B u reaukratiets Modstand standsede Reformerne indenfor Admini
strationen. Et betegnende Eksempel herpaa har man i Sagen
angaaende Oprettelse af en fælles Overbestyrelse for Kirke- og
U ndervisningsm inisteriet. Som det var, var Undervisningsvæse
nets Overbestyrelse sp littet, idet U niversitetsdirektionen adm ini
strerede den højere Undervisning, K ancelliet den lavere. Dette
fandt mange uhensigtsmæssigt. Derimod fandt man det rimeligt,
a t K irken, der jo førte Tilsyn med Almueskolerne, blev adm ini
stre re t af samme Centralorgan som Undervisningsvæsenet, medens
man ikke synes, de kirkelige Sager re t hørte hjemme i Kancel
liet, der havde Justitsvæ senet til Hovedressort.
Sagen havde flere Gange væ ret under D røftelse i Stænderne,
og i 1841 nedsatte Kongen en Kommission til Undersøgelse af
Sagen. Men Planen om en saadan fælles Overbestyrelse fandt
intetsteds Tilslutning. Der blev afgivet B etænkninger baade af
Kommissionen, Universitetsdirektionen og Kancelliet. Alle tog
Afstand fra Planen, Kancelliet endda med sæ rlig Skarphed. Og
endelig var det Kancelliet, der gav Forslaget Dødsstødet ved at
fremhæve, at skulde en Forandring endelig ske, saa var det i
hvert Fald rigtigst, a t Forvaltningen af dette Omraade blev fælles
for hele Riget, hvorfor man m aatte anbefale at forelægge Sagen
for tyske Kancelli og de hertugelige Myndigheder. Dermed var Sagen
afgjort, th i naturligvis mødte Forslaget om et sa,adant fælles Be
styrelsesorgan den mest afgjorte Modstand fra tysk Side, hvor
efter Sagen blev henlagt. Dels savnede Kongen K raft til at bryde
gennem Modstanden, og dels var han stæ rkt optaget af vigtigere
Spørgsmaal.
Det er nemlig i denne Tid — i sidste Halvdel af Fyrrerne •—
at han og hans Raadgivere er optaget af P laner om en Fæ lles
forfatning som Modtræk mod den slesvig-holstenske Seperatisme.
Et Led i disse P laner var at omforme Kollegierne til Ministerier.
I 1847 var Planerne blevet nøjere udformede og gik nu ud paa
at skabe det saakaldte udvidede Statsraad. Dette var tæ n k t som
et Foreningspunkt for hele Statsstyrelsen og skulde navnlig drøfte
finansielle Sager og udføre det forberedende Lovgivningsarbejde,
hvorefter Sagerne skulde forelægges G ehejm estatsraadet til en
delig Afgørelse. Da dette Statsraad, som skulde sammensættes
af Repræ sentanter for de højeste Embedskredse og af Stænder
forsamlingerne og endelig af „kundskabsrige og interesserede
Mænd“, var tæ n k t som et Kollegium, kunde derved Vejen banes
for Overgang til M inisterialsystem et. Tiden var da ogsaa efter
Kongens Mening inde til nøje at overveje, „om hos os for Tiden
den kollegiale Forretningsgang ganske kan ønskes hævet, især i
Justitskollegierne, hvor den unægtelig giver Betryggelse mod
uoverlagte Beslutninger“.
Alt dette foreligger nøje udarbejdet i et Udkast, som Kongen
i 1847 gav S te m a n n til Betænkning, men ogsaa andre Mænd
blev spurgt og opfordret til a t afgive deres Betænkning derom.
Betænkningerne viser, at Dansk og Tysk ogsaa i dette Spørgs
maal stod skarpt overfor hinanden.
484