240 / 304
foregik e t Chefsskifte indenfor Kancelliet, blev der Mulighed for
Gennemførelsen af Reformer. Af sæ rlig V igtighed var, at man
frem tidig fordelte A rbejdet efter saglige og ikke efter geografiske
Delingslinier. Saaledes udgjorde alle kirkelige Sager et Omraade,
Justits- og Politivæ senet et andet og endelig Lensvæsen, Udskriv
ning og de offentlige S tiftelser et tredje. Det var et Frem skridt,
og tilsvarende Reformer gennemførtes ogsaa indenfor de andre
K ollegier; men videre kom man heller ikke. Der er ingen Spor
af, a t C en traladm in istration en s Mænd i de D røftelser, der gik
forud for Reformerne,
har h aft nogen For-
staaelse af, at C entral
adm inistrationen rum
mede andre P roble
mer end de, der hang
sammen med F orret
ningsgangen.
In tet
Glimt af Forstaaelse
af, at selve Systemet,
Kollegiesystemet,
kunde tænkes a t glip
pe overfor nyere T i
ders h astig t voksende
Arbejdsstof. Og sam
tidig en skinsyg hol
den fast indtil de
mindste Enkeltheder
paa, at alle Afgørelser
skulde gaa gennem
Kollegierne. Der raa-
dede en Centralisation
saa gennemført, at
man næppe gør sig
Forestilling derom. Og
Kollegierne havde her
F rederik VI.’s fulde
Samstemning.
A l t
skulde gennem Kol-
legiebehandlingen til
kgl. Resolution. I Re
geringsprotokollerne
fra den Tid finder
man, a t Kongen paa
herom indgivet aller
underdanigst Andra
gende har resolveret,
a t Byraadet i Skel
skør for d e n n e Sinde
selv maa udpege
Byens Politibetjent.
Man finder endvidere,
a t Kongen har faaet
forelagt til allern.
Approbation Tegnin
gen til en Uniform,
som det var forundt
Kæmneren ved Øre-
Fot-
ved E lfelt.
ind k ørselsp ortalen til
sundtoldkammeret i
Helsingør a t bære, og
Hans M ajestæ t approberede Tegningen, dog saaledes, at Kæm
neren skulde gaa med Bukserne in d e n i Støvlerne. Saa havde
Kollegierne endda Ret til selv at afgøre mindre betydelige
Sager. Men man forstaar, at n aar Sager af den Art, som her er
nævnet, skulde h elt frem til kgl. Resolution efter en omhyggelig
kollegial Behandling, m aatte ikke blot Kongen, men ogsaa de
overordnede Embedsmænd drukne i Styrelsens Detailler. Men for
disse alvorlige Brist var der ingen Forstaaelse. Selve Systemet
m aatte der ikke røres ved. C entralisationen og Kollegiestyret
var urørlige Helligdomme. Det var det givne, som man under
alle Omstændigheder m aatte gaa ud fra. H elt uden fornuftig Be
grundelse var dette S tandpunkt naturligvis ikke, og navnlig kunde
der da peges paa, at Systemet nøje passede til Enevældens Væ
sen, saaledes som dette havde udviklet sig her i Danmark. Ganske
vist er Kollegiestyre ikke en Forudsætning for Enevældens Be-
staaen, men der havde i Aarenes Løb udviklet sig en saa nøje
Fot. „Før og N u“ ved E lfelt.
som er bevaret af det op rin d elige
Over Porten ses Rigsfeltherre Hans Schacks
Forbindelse mellem den enevældige Regeringsmagt og Kollegie
styret, at de i den alm indelige Bevidsthed dannede en Enhed.
Kollegierne stod som et Bolværk for Enevælden. En Opfattelse,
der for saa vidt var rigtig, som den gryende politiske Opposition
næppe havde mange Tilhængere indenfor C entraladm inistrationens
Embedskorps. Og da Oppositionen i Frederik VI.’s sidste Rege-
ringsaar begyndte at kræve Offentlighed i Statsstyrelsen, opfat
tedes Kollegierne som den store H indring mod d ette Kravs Op
fyldelse. Og en stæ rk B itterhed mod Kollegierne voksede frem
indenfor denne oppo
sitionelle Kreds. D ette
fik sin store Betydning,
fordi denne Kreds
efterhaanden voksede
i Indflydelse og fik
afgørende Betydning
for den offentlige Me
ning. Og dog var det
Angreb, man her r e t
tede mod Kollegierne
for saa vidt u b eretti
get, som Offentlighed
i Statsstyrelsen ingen
lunde er uforenelig
med Kollegiestyre.
Men det, der sker
her, er dog altsaa det,
a t man nu angriber
Systemet. D ette var
nu ikke saa mæ rke
ligt, for ru n d t om
kring i Europa var
K ollegiestyret et til
bagelagt Stadium. I
Løbet af det 19. Aar-
hundredes første Aar-
tier gik — med Und
tagelse af Østrig og
England — alle de
større S tater og Stør
steparten af de mindre
over til M inisterial-
systemet. Det vilde
dog i høj Grad være
ubilligt, om man vilde
bedømme Kollegiesty
ret efter de Angreb,
der i dets sidste Tid
rettedes imod det. Der
kom vel en Tid, da det
— i hvert Fald i sin
daværende Form
ikke passede for T i
den, fordi det ikke paa
forsvarlig Maade var
i Stand til at svare til
det Schackske Palæ,
Tidens Krav. Men saa-
Palæ, — B ygningen er ellers ny.
og Hustrus Vaaben. (Se Teksten Side 457j.
ledes havde det ingen
lunde væ ret altid.
Men foruden at varetage Adm inistrationen havde Kollegierne haft
en anden vigtig historisk Mission. De dannede Mellem leddet m el
lem den enevældige Monark og Landets Befolkning, Undersaat-
terne. Og var det saaledes nu, i Trediverne og Fyrrerne, at Kol
legierne dannede Bolværk for Enevælden, saa havde det tidligere
væ ret saadan, at de havde dannet Bolværk mod Enevælden. Naar
det danske Enevoldsstyre er stæ rk t præget af Upartiskhed, mang
lende Y ilkaarlighed, en næsten mekanisk Ligelighed, saa har
Kollegierne deres store Andel af Æ ren derfor. Thi netop dette,
a t alle Afgørelser blev truffet af flere i Forening, gav Afgørel
serne et vist upersonligt, objektivt Præg. Men disse Fortrin laa
ikke saa k la rt fremme i Dagen, a t der blev lag t meget Mærke
dertil. Derimod kunde alle se Manglerne, navnlig det store K raft
spild, der laa i, a t Sagerne — selv de ubetydeligste og de, der i
Virkeligheden paa Forhaand var afgjorte — altid skulde drøftes
af flere Embedsmænd — endda af dem i de mest overordnede^
480