75 / 304
Rom nedenfor Quirinalskrænten og i Nærheden af Villa Bar-
berini. Her laa i Oldtiden Sallust’s store Haver. Nu havde
vistnok Carl Jacobsen allerede tænkt paa, — det staar i Tillæg
fra 1892 —, at Torsoerne oprindelig havde dannet en Gruppe.
Kun var det ikke muligt at forstaa hvordan. Men engang i
1898, da Prof. Studniczka fra Leipzig gæstede Byen for at stu
dere Samlingen, fik han det lykkelige Indfald at lægge den
mindre Torso paa tværs over en Brudflade, som saas ved Ar-
temis’ venstre Knæ. Det viste sig da, at et lignende Brud i den
anden Torsos Ryg passede nøjagtigt til denne Stilling. Dermed
var Gaaden løst — foran Artemis’ Knæ havde den anden Kvinde
skikkelse ligget, sammenbrudt, i en halvt knælende, halvt fal
dende Stilling, og Gudinden
maat.tehave holdt hende ved Armen
eller Skulderen. „Nymfen“ kunde da ikke være nogen anden
Lyskaster faldt skarpt ned over den dramatiske Scene. Ge
vandtet ligefrem fløj og flagrede om Legemernes tætte Former;
hos Artemis følger det Kroppens Kontur med en Kant af tynde
Marmorfolder, som Lyset kunde trænge igennem, og man maa
tænke sig Gudinden næsten omgivet af en lysende Aureole. Den
Gipsafstøbning (Afb. 28), som nu tydeliggør hele Gruppens Op
bygning, kan da næppe give et Begreb om den maleriske Pragt,
som i den antike Kunst kun kan tænkes fra Hellenismens
sene Tid.
Overhovedet kom Samlingen til mere og mere at blive ledet
efter kunsthistoriske Synspunkter, og allerede kunde der tænkes
paa systematisk at indrette den saaledes, at hver Periode i den
antike Kunst kunde vises gennem dens ejendommelige Monu
menter. Sværest var det da naturligvis at faa fat i de Klasser
Afb. 40. U kendt græ sk Strateg. (Nr. 438).
end den ulykkelige Ifigenia, som skulde ofres til Artemis’ Ære,
men blev reddet af Gudinden selv, som rev hende væk fra Altret
og hensatte hende til det vilde, fjerne Taurien. Det var denne
dramatiske Scene, som her maatte have været fremstillet.
Da dette Resultat var opnaaet, rejste Spørgsmaalet sig om,
hvorvidt der ikke fandtes endnu flere Rester af den store Gruppe.
Nødvendigvis maatte der jo have hørt en Hjort til, eftersom
Gudinden i Følge de gamle Sagn erstattede Menneskeofret med
en saadan. Det viste sig da ogsaa snart, at Bardini, Kunst
handleren, som havde solgt de to Torsoer, endnu ejede en Del
Fragmenter, som tilsyneladende hørte til Gruppen; og efter kort
Tids Forløb lykkedes det at erhverve en Mængde tilhørende
Stykker, hovedsagelig Hjortens Hoved med det store Gevir etc.
Saaledes blev Gruppens Opstilling mere og mere tydelig.
Carl Jacobsen lod da foretage en mindre Udgravning paa
Findestedet i Rom. Der kunde det i 1902 paavises, at Gruppen
havde været opstillet i en lang og halvmørk Korridor, hvor
Lyset formodentlig var faldet skraat henover Gruppen gennem
en Aabning i Hvælvingen. Selve Gruppen stod meget højt,
— dens Sokkel var henved en Meter høj —, saa man kan tænke
sig den næsten teateragtige Virkning, Gruppen med de to stærkt
bevægede Figurer og den springende Hjort maa have haft, naar
den saas fra den mørke Korridors Ende, og Lyset som fra en
Afb. 41. A lexander d. Store. (Nr. 441).
af Skulptur, som blomstrede i det gamle Athen, men som, navn
løse Værker af ukendte Kunstnere, snart glemtes og ikke en
gang kopieredes til de romerske Kunstsamlere ligesom de navn
kundige Mesterværker. Og dog var disse Storværker ikke mulige,
hvis der ikke i en Tid, da Behovet for Skulptur var saa stort,
havde arbejdet et uhyre Antal af dygtige Stenhuggere og Haand-
værkere — en Mængde flinke Hænder, som i Samarbejde og
under en maalbevidst Styrelse kunde sætte noget saa uhyre i
Værk som Skulpturudsmykningen af Parthenontemplet i Athen.
Mest var det Grav- eller Votivrelieffer, som Folk havde Brug
for, og som opfyldte Byen Athen i 5. og endnu mere i 4. Aarh.
f. Kr. Gravrelieffer synes der ligefrem ikke at have været Plads
nok til, da det i 817 maatte forbydes at opstille flere af disse
skønne, men tildels ogsaa store, ja luksuøse Monumenter. Saa
kom denne Kunstgren i Forfald, Gravreliefferne forsvinder saa
godt som fuldkomment, og Votivrelieffernes Kunst bliver mindre.
Deres Blomstringstid laa da i Slutningen af det 5. og største
Delen af det 4. Aarh. f. Kr.
Mage til disse let modellerede, friskt udførte Skulpturer findes
næppe i den antike Kunsthistorie. Dog er det ingenlunde en
Modekunst, som leverer billige Former til F olk ; den kender,
trods Opgavernes Lighed og Indskrænkning, ingen Gentagelse,
den er uafladelig opfindsom. Det viser sig bare her, at Relieffets
828