72 / 304
Relieffet (Afb. 16), var han saa stærkt interesseret, at han ytrede,
„det vilde være hans Livs skønneste Dag, naar han kunde faa
fat i det“.
Endelig i Slutningen af Aaret 1897 syntes han at have fundet
en Vej til Mallorca. Omtrent to Aar tidligere var han nemlig
traadt i Forbindelse med en yngre Landsmand og Fagfælle af
Prof. Helbig, Dr. Paul Arndt. Nu er Professor Arndt bosat i
München og er en af de faa Medarbejdere fra Antiksamlingens
ældre Periode, som endnu er i Live.
Dr. Arndt planlagde netop dengang en Studierejse til Spanien.
Da Carl Jacobsen hørte dette, bad han ham straks om at tage
over til Mallorca.
Det gjorde Arndt, dog i Begyndelsen forgæves. Han kunde
ikke faa Foretræde hos Greven af Montenegro.
Afb. 36. Sum erisk Figur. (Nr. 836 c).
Men nogle Maaneder efter skete det uventede, at den gamle
Greve til sin egen Forbavselse pludselig arvede en Formue paa
rundt regnet 4 Millioner frs. Nu havde han naturligvis ikke
mere saa travlt med at sælge. Og hvad de Ting angik, han
havde ladet bringe til Paris, dengang han mente at maatte sælge
for enhver Pris, saa kunde han nu ogsaa for deres Vedkommende
afvente højere Tilbud. I Paris var det heller ikke saa svært at
finde en Køber, og Amerikanerne kom straks til, ligesom Somzée,
en belgisk Kunstsamler. Der samledes en Del Interesserede, som
gensidig generede hinanden ved at drive Priserne højt op. Man
maatte tilsidst frygte for selv de Stykker, der endnu stod paa
Raxa,. Blandt dem var Ægisthos-Relieffet. Da besluttede Carl
Jacobsen sig hurtigt til at købe dem selv til de meget høje
Summer, den ny Situation krævede. Det berømte Relief kostede
Afb. 37. Gudea.
Greven, en Gl-aarig Mand, befandt sig nemlig i en ret vanske
lig Situation. Han var for nylig bleven skilt fra sin Hustru og
vilde gerne ægte en Maitresse, med hvem han havde samlevet i
flere Aar, og som havde kostet ham saa mange Penge, at han
nu sad i en temmelig stor Gæld. Han vilde derfor gerne sælge
sine Antiker, men da disse tilhørte Familiens Fideikommis,
maatte det ske hemmeligt. Da Arndt nu kom for at købe til
Glyptoteket, holdt Greven ham for at være en Spion udsendt af
Kreditorerne. Der skulde flere Breve og flere Dages Ventetid til
for endelig at faa Adgang.
Gælden gik aabenbart Greven meget nær, thi han ønskede at
sælge alle sine Samlinger, helst en bloc, saa hurtigt som muligt.
Samlingerne bestod af de omtalte Antiker; en Del gamle Bil
leder, deriblandt Malerier af Murillo, A. del
Sarto osv.
Saavar
der Originalen til Amerigo Vespuccis Verdenskort, Gobeliner og
et Bibliotek. Alt dette skulde Greven have 600.000 frs. for.
Det var dengang ikke nogen ringe Sum.
Det var ret forstaaeligt, at Carl Jacobsen ikke vilde købe saa
store Samlinger, som laa helt uden for hans Planer. Det var
Antikerne, han vilde have fat i, deres Priser syntes rimelige, og
saa længe de stod paa Raxa — Grevens Slot — var der tilsyne
ladende intet at frygte.
da 18900 Lire — endnu ikke for meget i Forhold til dets Værdi;
men saaledes endte dog dette Antiksamlingens sidste Æventyr med
et ret prosaisk Varsel om Kunsthandelens stigende Indflydelse.
Relieffet selv, som er fundet ved Nemi-Søen, i den mørke
Dianas Lund, er et af de faa Vidnesbyrd om virkelig gammel-
italisk Kunst. Det er unægtelig meget paavirket af den arkaiske
græske, saaledes som det viser sig i selve Tegningen: Figurernes
store Flader og deres haarde og bratte Vendinger og Drejninger.
Men at Arbejdet ikke er virkelig arkaisk, ses af mange Enkelt
træk, som alene i de tre Figurer til Højre, der staar bagved
hinanden som paa en rigtig Scene og deler Rummet i 3 Planer,
hvad der aldrig ses paa et arkaisk Relief.
At det er Tragedie, hvad der foregaar, antyder de to Kvinder,
som fl nkerer Hovedgruppen med fortvivlede og klagende Gestus.
Der er Manddrab, og den arkaiske Grusomhed glemmer ikke at
vise den fældedes Saar og Tarmene, som vælter ud over den for
gæves beskyttende Haand. Blodet var endogsaa rimeligvis givet
med rød Farve. Og Morderen iler frem som i Flugt med et
haardt Ansigt vendt mod de to Kvinder. Hos den sidste af disse
vil man gerne tro, at det arkaiske Smil om Læberne er for
trukket til en hæslig Skadefryd. Efter alt dette er det rimeligt
nok her at genkende Historien om den myrdede Ægisth — og
325