69 / 304
skriften ham ogsaa,
ug
dette antyder, at lian maa have haft at gøre
med Teater og Skuespilkunst. Denne fortrinlige Statue var da bleven
opstillet i Fundiliernes Familiehelligdom ved Siden af en Kvinde
statue (Afb. 77), syv Portrætbuster, Hermer o. a. De er nu alle
i Glyptoteket. Blandt de andre
Statuer var der en af Kejser
Tiberius, som Fyrst Orsini sam
men med de andre Skulpturer
havde ladet opstille i sit Palazzo.
Da den nu skulde sælges, fore
slog Helbig at foranstalte en lille
Udgravning paa det Sted, hvor
Tiberius-Statuen var funden, og
hvor der maaske fandtes endnu
flere Rester af den daarligt
bevarede Figur. Udgravningen
foretoges, og den gav ganske
rigtigt nogle Fragmenter, som
kunde fuldstændiggøre Statuens
Restaurering. Udgravningen var
vistnok en af de billigste i Ar
kæologiens Historie, — den ko
stede nemlig 38 £, Helbigs Rejse
til Stedet indbefattet.
Anden Periode. Fra 1896 til nu.
I 1897, Aaret efter, at disse
Statuer var kommet til Glypto
teket, maatte Carl Jacobsen er
fare, at en romersk Kunsthand
ler Bardini havde købt Resten af
Fyrst Orsinis Skulpturer. Det var
kun de Ting, som Carl Jacobsen
havde ladet ligge som anden
Klasses Skulpturer, men Bardini
gav 12.000 £ for dem.
Forandringer, der foregik i hans Omgivelser, lod ham da heller
ikke i Stikken. Igen var det ham, som først forstod dette Om
sving og kunde udtrykke det i klare Sætninger.
Anledningen dertil gav Grev Tyskiewicz’ Død ham. Som det
ikke sjældent hænder en Mand,
Afb. 30. D øende Amazone.
Saadanne Priser var man ikke vant til i Datidens Antikhandel;
det var kun muligt at forstaa dem som et Tegn paa en snarlig
Forandring i hele den Situation, Helbig i sin Tid havde spaaet
en Varighed af 20 Aar.
De 20 Aar var rigtignok ikke helt omme; men der kom flere
og flere Tegn paa, at Konjunkturen, forretningsmæssigt talt, nær
mede sig en ny Fase. Helbigs særlige Evne til at sanse de mindste
døde han, den store Samler,
hvis Navn vi allerede har nævnt
et Par Gange i Glyptotekets
Historie, næsten samtidig med
den Tidsperiode, der havde dan
net hans Livselement. Det skete
lige i Overgangstiden — i De
cember 1897. „Hans Hus“, skriver
Helbig, „var det sidste kunst
neriske Centrum i Rom, som sva
rede til den gamle Overlevering,
hvor man altid saa en Mængde
af Noviteter, og hvor saa vel ind
fødte som fremmede Kunstelskere
altid færdedes paa en ugenert
Maade“. I sit næste Brev omta
ler han en Gang til Tyskiewicz’
Død og det store Prisfald, Efter
retningen herom havde haft til
Følge paa Kunstmarkedet. Men
her føjer han til: „Glyptoteket
vil have liden Nytte deraf; de
talrige Opdagelsers Tid er forbi.
Nu er vi henvist til enkelte, til
fældige Fund . . .“
Alt dette betød, at den lang
somme Opløsning, som mange af
de gamle Antiksamlinger havde
undergaaet, nu var fuldendt.
Der var nogle faa., som havde
kunnet holde, som den i det
mørke Palazzo Torlonia; men dets store Port havde den gamle
Fyrste, der beboede Huset, af Harme over den ny Tid ladet
lukke forbestandig.
Nogleandre havde Staten sørget for at be
vare; de blev Museer ligesom Villa Borghese, eller de fyldte det
nyskabte Museo Nazionale’s rummelige Magasiner. Og Resten
var nu efterhaanden solgt og kommen paa faste Hænder eller
var endt hos Kunsthandlerne. Disses usynlige og internationale
B ronce. F ør R ensningen.
Afb. 32. Døende Amazone. B ronce. I Zinkbaand.
Afb. 31. Døende Am azone. Bronce. Renset.