77 / 304
bundne Kunst dog lettere beherskes, ja tillader mere Frihed end
den store Plastik. Saa disse mindre Kunstnere synes alligevel
stadig at arbejde med i den store Kunsts Problemer, som i Reli
efferne spejler sig fra det ene Aarti til det andet.
Hvert nyt Stykke, som dukker op af denne Art, kan da være
en Overraskelse for os, der alligevel kun kender til en saa lille
Del af den antike Kunstrigdom. Kun herved forklares det, at
et Stykke som det nmstaaende, afbildede Relief (Afb. 26), da
det i 1895 kom til Glyptoteket, kunde vække Mistanke om at
være en Forfalskning. Denne Skæbne lider ofte de bedste An
tiker netop paa Grund af deres Originalitet og Nyhed. I Dag,
da Stykket har været kendt i 30 Aar, vil næppe nogen mere
betvivle dets Ægthed; men den Slags Anfægtelser kan ikke
mangle i nogen Antiksamlings Historie.
Det er et Votivrelief, et Relief, som var indviet af en Mand
Manér fra Slutningen af 4. Aarh. Manden stod i en bredt ud
faldende Stilling, Klædningens Folder og Hjelmbusken vajer som
i stærk Vind. Men i al denne Storm ser hans Ansigt roligt og
alvorligt ned paa Modstanderen, uden Sejrsglæde, uden Kamp
iver: Ej glad, ej sørgende, som Homers store Skygge hos Dante.
A n tik s a m lin g e n i d en n y e B y g n in g .
Dette smukke Relief kom til Samlingen i 1896. Senere hen fik
Glyptoteket endnu flere græske Originaler, baade Relieffer og
Rundskulptur; en af de bedste, som ikke maa forbigaas, ses i
Afb. 29. Det er en Akroterie-Figur, som engang har pyntet et
Tempeltag; fra en Udgravning ved Argor kom den til Glyptote
ket i 1909. Den forestiller vistnok en Aura, en Luftgudinde, der
svæver, mens Vinden fylder hendes brede Kappe som et Sejl.
Afb. 51. A ugustus. (Nr. 610).
(i højre Hjørne ses endnu en lille Rest af den lille Stifter-Figur)
til fire Guddomme eller Heroer. Opstillet var det sagtens som
Bekroning af en Stele, med en Ramme omkring „Billedet“, hvor
man vistnok har kunnet læse Figurernes Navne. Nu, da Rammen
er tabt, er det vel umuligt at genfinde Navnene. De to Kvinder,
som staar i Midten, synes at have dannet en Gruppe midt i Billedet,
de vender sig til hinanden, og den ene lægger Haanden paa den
andens Skulder. Betyder dette, at de hører sammen, at de er
Søstre, eller snarere Moder og Datter som Demeter og Persefone?
Navnene er tabt, kun Figurerne er tilbage, dybt udskaarne i det
sartgule penteliske Marmor. De staar, eller bedre skrider, hver i
en uendelig elastisk Bevægelse, Kroppene tegnes i en flydende,
blød Kontur. Det var Polykleitos’ (se ovenfor S. 320) store Figurer,
som her har paavirket den attiske Kunstner. Der med bestemmes
Relieffets Tid til det 5. Aarhundredes sidste Tredjedel.
Som Eksempel paa et Gravrelief giver vi her Afb. 24. Det
er kun et Fragment, og ikke af den sædvanlige Slags, hvor
Gravrelieffet viser den afdøde eller døende siddende paa en Stol,
omgivet af venlige, sørgende Mennesker. Dette var en Kriger
grav, og her stod den Afdøde i Tvekamp fuldt rustet, oprindelig
nok foran en liggende, fældet Fjende. Han vises som Sejrherre,
som altid paa lignende Gravrelieffer, selv naar det var ham, der
faldt i Slaget.
Man ser, at Gruppen har været meget bevæget, i den dristige
Afb. 52. Livia. (Nr. 614).
I 1897 købtes den smukke Figur Afb. 25; det er ingen Original,
men Kopi efter et berømt Værk af Billedhuggeren Skopas fra 4.
Aarh. Midte. Statuen gengiver Meleager, den unge Jæger; desværre
er kun Torsoen bevaret, Hovedet er sat paa i en Gipsafstøbning.
For at give et Begreb om Samlingens hurtige Vækst i denne
Tid, kan det anføres, at i 1896 optegnes i Inventarbogen 114 ny
erhvervede Antiker; i det følgende Aar 72, og i 1898—1900 holder
Tallene sig omkring de hundrede.
De fleste af disse Indkøb sker gennem Kunsthandelen, der
blomstrer hovedsagelig i Rom og Paris og opsluger alt, hvad der
viser sig til Fals. Der føres, ligesom sjældne Stene i en Gletsjer
moræne, endnu en Mængde Rester af de gamle Samlinger med,
som Aartierne før havde opløst; sammen med nye Fund og Ud
gravninger, som gerne gaar denne Vej, naar der bare bydes en
Eksportmulighed. Intet Under, at ogsaa Valbyhuset snart var
opfyldt, saa det kneb med Plads til Kunstværkerne; Afb. 23
giver et levende Indtryk deraf. Dette Billede fra en af de store
Midtersale derude er taget i 1906, i sidste Øjeblik. Thi i dette
Aar fuldendte Kampmann sin nye Bygning ved Vestre Boulevard,
og Antikerne flyttedes dertil. Det er den Bygning, som nu
rummer Antiksamlingen, i det store og hele endnu i den An
ordning, som Carl Jacobsen traf den Gang, understøttet af Sam
lingens daværende Inspektør, Th. Oppermann, der nu er Direktør
for Thorvaldsens Museum.
330