189 / 226
derfor ligesaa stadigt forøgede K rav om yderligere Tillæg. Det var
Skruen uden Ende. Prisstigningerne trak Lønnen op og Lønstigning
medførte nye Prisstigninger. Disse Lorhold bragte i 1919 Fagforeningen
ud for en Situation, som man ikke tidligere havde været udsat for.
De absolut berettigede Krav om Tillæg til Lønningerne var, ved en
Aftale mellem Hovedorganisationerne, som tidligere omtalt, henviste
til Afgørelse af hvert enkelt Fags Arbejdsgiver- og Arbejderorganisation.
Man skulde synes, at denne Ordning var den ideelle, men det viste
sig hurtigt, at en generel Ordning havde været at foretrække. Som For
holdet var, var Spørgsmaalet gjort afhængig af den enkelte Arbejds
giverorganisations mere eller mindre udviklede Forstaaelse af Lønarbej
dernes vanskelige Kaar, og Glarmestersvendene blev snart klare over,
at Laugets Forstaaelse hørte til de mindre udviklede.
Selv da Hovedorganisationerne i August Maaned 1918, i Arbejds
giverforeningens Erkendelse af, at et Tillæg til Lønningerne var nødven
digt saafremt Arbejdsfreden skulde bevares, aftalte et Tillæg paa 12
Øre i Timen til alle Lønninger, var det ikke saa nær alle Giarmestre
som forstod, at denne Aftale ogsaa vedrørte vort Fag. De blev vel efter-
haanden bibragt den rette Forstaaelse, men for Hovedledelsen forelaa
ingen Tvivl om, at Overenskomsten maatte opsiges til 1. Februar 1919,
for at mere bindende Aftale kunde træffes imellem Fagets Organisa
tioner.
Lauget viste ikke særlig Begejstring for at komme i Forhandling og
undslog sig indtil Midten af Januar Maaned, da det endelig maatte
bøje sig for det berettigede Krav, og efter 3 Dages Forhandling lykke
des det ogsaa det nedsatte Fællesudvalg at komme til Enighed om, at
Timelønnen skulde ansættes til Kr. 1 , 15 i København og Kr. 1 , 10 i Pro
vinsen. Aftalen var dog afhængig af Medlemmernes Godkendelse og
den blev forkastet i København med 134 Stemmer imod 26 Stemmer,
hvorimod den blev vedtaget i Provinserne med 81 Stemmer imod 28
Stemmer.
Det var første Gang man havde forhandlet for København og Pro
vinsen under et, og Forbundets Ledelse, som havde haabet paa et bedre
Resultat for København, forsøgte at hævde, at Godkendelsen i Provin
serne skulde være gældende, men heroverfor paastod Laugets Ledelse,
at man havde ønsket en Landsoverenskomst, hvorfor Stemmetallene for
hele Landet maatte lægges sammen og være afgørende for Gennem
førelsen. Derved blev Situationen prekær, idet det samlede Resultat jo
186