121 / 413
Parykker.
111
aldrig andet end glat ragede Ansigter. Kun enkelte gammeldags
Mænd og Jøder bar Skjæg. Jeronimus i »Maskeraden«, der er en for
nemme rig Mand (3, 8) og er Eepræsentant for de gammeldags
Skikke, fremstilles (1, 4) med et lille Skjæg, og derfor kan Pernille
(3, 7) antage ham for en Jøde. »Der lader sig næppe opvise nogen
Mode«, siger C. Molbech, »som opnaaede en saadan Universalitet i sit
Herredømme og en saa stor Udstrækning og Varighed i sin Ind
flydelse. Man ser jo, hvorledes denne endog strakte sig ud over den
Politimester Hans Himmerich, afskediget 1731.
virkelige Verden og ind i den ideale. I Maleriet, i Plastikken, paa
Theatret — kort i enhver Kunstform var Parykken saa at sige uad
skillelig fra den menneskelige Pigur. Græske og romerske Helte,
Fyrster og Statsmænd fremtraadte paa Scenen i Allonge-Parykker.
Langt hen i det 18de Aarhundrede saa man Konger, Prinser og Ge
neraler med en stor Paryk over Harnisket, paa Malerier, Medailler
o. s. v. Man maatte den Gang snarere variere det bekjendte Ord
sprog og sige: Parykker skabe Folk«.