KøbenhavnPaaHolbergsTid

Salomon von Qvoten.

243

da den stærke Mand allerede optraadte i dette Aar, og hvis Poeten i

Aabenraa er Bedemanden Niels Hansen, der 1721 ikke længer boede

i Aabenraa, kan »Jakob von Thybo« i Hovedtrækkene ogsaa være

skreven dette Aar, men der kunde paa den anden Side intet være til

Hinder for at benytte et bekjendt Navn som dette, selv om det ikke

passede længer. Det nævnte Udtryk om Rostgaards Næse kunde og

saa synes at være nedskrevet, længe førend »Den pantsatte Bondedreng«

blev opført paa det Theater, der skyldte Bostgaard saa meget, [og

allerede Aaret før Stykkets Opførelse var Rostgaard en falden Hof

mand; det maa nærmest tænkes at være tildels udarbejdet inden det

danske Theaters Indvielse og paa en Tid, da Rostgaard var den store

og mægtige Mand. Af Hensyn til ham blev Udtrykket saa ikke op

taget i den trykte Udgave.

Af omrejsende Kunstnere spillede Salomon Povlsen von Quoten,

der var af tydsk Oprindelse, men havde tjent 8 Aar ved Garden til

Fods, i nogen Tid en vis Rolle. Efter Krigstjenesten slog han sig

paa Lægekunsten og fik 1711 en Attest af Magistraten i Aarhus om,

at han med sine Medhavende havde skikket sig ærlig og vel som

Okulist, Sten- og Broksnider. 4 Aar efter søgte han i Kjøbenhavn

Privilegium paa samme Forretning og tillige paa at være Tandbræk

ker og Komediant. Saadanne omrejsende Kvaksalvere førte nemlig

ofte en Hans W urst m ed , der paa Markederne ved sine Abekunster

henvendte Folks Opmærksomhed paa den rejsende Læges Bod.

14. Marts 1715 indgav han en Ansøgning til Kongen af følgende

Indhold: For 5 Aar siden var han kaldet fra Kjøbenhavn til Jylland

for at kurere nogle meget syge Personer og havde derfor faaet At

tester fra Magistraterne i Aarhus og Horsens. Nu var han vendt til

bage hertil for at kurere syge og »preshafte« Personer, hvorfor han

bad om Privilegium som Okulist, Sten- og Broksnider og Tandlæge

ligesom ogsaa som Komediant. Politikollegiet mente, at han paa

Grund af sine »meget gode« Attester burde have Tilladelse til at øve

sin Kunst, hvilket kunde være tjenligt især for fattige Syge, men at

give ham Privilegium paa at være Komediant her, var ufornødent,

da Forordningen af 24. Septbr. 1708 om Betlere i 2. og 12. Artikel

tydelig nok meldte, hvorledes de, som forlangte saadan Frihed, skulde

forholde sig 56).

31. Jan. 1716 fik han den kgl. Tilladelse til den attraaede

Lægepraxis, men med Hensyn til Optræden som Komediant skulde