KøbenhavnPaaHolbergsTid

2 4 4

Salomon von Qvoten.

han først have Magistratens Tilladelse og dernæst komme overens

med Direktionen for Fattigvæsenet om den Del, de Fattige skulde

nyde af Indtægten af hans Forestillinger, enten en vis Sum Penge en

Gang for alle eller Indtægten af Fredags-Forestillingen. Det ses og-

saa, at han allerede førend det kgl. Privilegium havde givet Fore

stillinger med Marionetter, men nu søgte han om at agere Komedier

med levende Personer og spille med Marionetter i Danmark, Norge

og Holsten, dog paa det sidste fik han Afslag, da Kongen ikke fandt,

at han »havde spillet saadanne Komedier, at man dermed kunde være

fornøjet«.

Hvorledes saadanne omrejsende Kvaksalvere drog fra By til By

og hvordan v. Qvoten med selvtiltagen Myndighed optraadte mod

med bejlende Kollegaer, hvem han med komisk Selvbevidsthed skildrer

som Bedragere og Kvaksalvere i Modsætning til sig selv, faar vi et

levende Billede af i følgende Ansøgning:

»Siden Deres kgl. Majestæt ved Deres allernaadigste Privilegium

af Dato den 31. Jan. 1716 haver licenteret mig at bo og lade mig

bruge som Operatør, Okulist og Broksnider udi Deres kgl. Residens

stad Kjøbenhavn, haver jeg været udi i det faste Haab, at Magistraten

udi andre Kjøbstæder saavel som Deres kgl. Betjentere udi Deres

kgl. Majestæts Lande og Provinser skulde have den Godhed for mig

som en Underdaner og Nedsat mig at assistere og tage i Beskjærmelse

imod andre fremmede Empiricos og Okulister, som fordrister sig at

rejse omkring udi Kongeriget og paa et offentligt Theater deres Me

dicin og Varer tilkjøbs udraabe. Ikke desto mindre saa maa jeg dog

fordriste mig til med allerdybeste Underdanighed for Deres kgl.

Majestæt at andrage, hvorledes en Operatør ved Navn Johannes Ra-

dinius er til Randers By ankommen, som af Borgmester og Raad har

faaet Tilladelse, mig til største Præjudice og Skade udi min Profession

og Næring, at opsætte sit Theatrum offentlig paa Randers Torv, der

sine Medikamenter at sælge ved Komediespil og Pikkelherings Pudser,

endskjønt jeg har forestillet Byens Magistrat den Ubilliglied, at saa-

dan en fremmed Udlænding uden Deres kgl. Majestæts allernaadigste

Privilegier og Tilladelse ikke maatte rejse omkring udi Landene og mig

udi min Kunst og Profession at fertrykke og forhindre ved sit offentlige

Theatrum, saavelsom med sine falske Vare, som han »gøjler« den

enfoldige Almue paa og samler mange Penge udi Landet ved, dog

uden nogen Mynt eller Penge at give Deres kgl. Majestæt i Skat,