340 / 413
Missionen. Taalte Trossamfund.
331
loves derfor den, som kan give saadan vis Underretning om hans
Person, saa han kan paagribes, at den skal have til Foræring og Be
lønning af Politikollegio fire Rigsdaler, som den strax skal betales,
naar den Skyldige efter givne Anslag er bleven paagreben«.
Han blev nu sat i Daarekisten, men, som det ses af en Skrivelse
af 26. Aug. 1718, brød han ogsaa ud deraf, sattes saa i Arresthuset,
men da han ikke kunde sidde der længer og faldt det Offentlige til
Udgift, førtes han tilbage til Daarekisten. Derfra er det vel saa, at
han undveg til Tydskland.
De pietistiske Bevægelser, der havde begyndt 1706, var snart
bievne afværgede og de traadte ikke op aabenlyst førend under Chri
stian V I.’s Regjering68). Det er vanskeligt at dømme om, hvorledes
Præsterne optraadte ellers, men i alt, hvad der angik Trosenheden,
var de paa deres Post.
Hedningemissionen var i denne Tid en Statssag, idet Kongen
beskikkede Missionærerne, men den blev en Menighedssag, da der
hver Søndag blev gjort Forbønner for Guds Riges Fremgang. Ved
Reskript af 14. Novbr. 1721 blev det paabudt, at der foruden for
Finlapperne og for Hedningerne i Ostindien skulde bedes for Grøn
lænderne, til hvem Hans Egede samme Aar havde begivet sig.
Men i Fædrelandet selv var der en Missionsgjerning, der kunde
have givet Arbejde nok, hvis den havde været mere end stiltiende
tilladt. Det er foran omtalt, hvorledes der gjordes Forsøg paa Jø
dernes Omvendelse, men hvorledes Lokkemidlerne i Grunden bestod
i, hvilket P arti der kunde yde de største Fordele.
Der var ogsaa en Tyrk ved Havn Josef Christensen, der var
bleven døbt og fik Tilladelse 1721 til at gaa omkring med en Kol
lektbog for at faa noget til Hjælp og Undsæ tning69).
E t religiøst Forhold var der dog, hvori Øvrigheden var beret
tiget til at skride ind, nemlig naar nogen af den evangelisk-lutherske
Troesbekjendelse var gift med en af en anden Tro og Børnene af
dette Ægteskab ikke blev opdragne efter Statskirkens Tro. Der var
en katholsk Bendrejer Balthazar Martini de Garnisi, hvis Kone var
luthersk og havde Stolestade i St. Nikolaj Kirke. Hun var ikke nogen
elskværdig Karakter, thi 1719 dømtes hun til at miste sit Stolestade
»formedelst begangne Forargelse udi berørte Kirke under Prædiken og
Gudstjenestes Forrettelse, med uanstaaelig Skjænden og Ord, som har
rejst sig og adskillige Gange er forefalden imellem hende og en