342 / 413
Læger.
333
Kongen en stor Sammensværgelse, der var i Gjærde blandt flere højt
staaende Embedsmænd; det viste sig snart for hans Vedkommende at
være Intriger, der var udspekulerede dels af Had, dels for at »bringe
sig nogen nyNaade«, hvorfor han dømtes til Forbrydelse af Ære, Liv
og Gods, men benaadedes med Fængsel paa Livstid paa Munkholm73).
Den mest ansete Præst var Morten Reenberg, først ved Hellig-
gejstes Kirke, siden 1720—36 Stiftsprovst; med djærve Ord kæmpede
han for den strenge Lutherdom og imod Hykleriet; i en afen Samtidig
skreven, nu trykt Biografi af h am 74) findes der mange Anekdoter om
hans uforbeholdne og humoristiske Ytringer.
Hersleb, der blev Hofpræst 1725, var imidlertid Mønsteret paa
gejstlig Veltalenhed, der ikke kan karakteriseres bedre end ved de
Stiftsprovst Morten Reenberg.
Ord, at da 1746 den pietistiske Bluhme holdt Ligtale over Christian
VI., græd ingen uden han selv, men da Hersleb prædikede, græd alle
andre 75).
Det var kun meget fornemme Folk, der tog faste Huslæger; i
»Den politiske Kandestøber« (4, 9) siger Raadsherreinden til Geske:
»Borgmesterinden maa ogsaa tage sig an en Doktor aarvis for sit
hele Hus, der kan give hende nogle Draaber, som hun altid i det
ringeste maa lade staa i en Flaske, enten hun vil bruge dem eller ej«.
Men da de fleste ikke kunne nøjes med at raadspørge en enkelt under
Sygdomstilfælde, var det upraktisk at have fast Læge.
Blev man syg, hentede man enten en Barber eller en Doktor,