34 / 85
Borgeren:
D et er jo heller ikke noget Nyt. Lige fra Ulysses von Ithacien til
Alferne, Syvsoverdagen —
Aanden:
Ja, saa kan jeg vor Herre Død ikke hjælpe Dem.«
Men de Digtere, som havde haft lang t mindre Held end
Henrik Hertz paa Nationalscenen, for Eks. H. C. Andersen, g læ
dede sig over det nye Teater. Og Lange selv ejede netop den
stædige Energi, som krævedes for at gennemføre Planen. P e r
sonalet blev udvalgt b land t Eliten af Provinsens Skuespillere,
og hvor rigtigt Direktøren forstod at bedømme Talenter, frem
gik allerede af den første Forestilling, idet ikke mindre end tre
af de purunge Skuespillere senere blev landskendte Kunstnere,
nemlig Christian Schmidt, Lauritz Stigaard og Wilhelm Wiehe.
Da alle Forberedelserne v a r trufne, aabnedes Te a tre t
2. Jule
dag 1848
med Nestroys musikalske Farce
»Talismanen«
i Over
sættelse ved Carl Borgaard. Huset var udsolgt, alt tegnede ud
mærket. Men under anden Akt indtraf en pinlig Begivenhed,
som Dagen efter refereredes saaledes i »Berl. T id.«: »Det Lan
geske Selskabs Forestilling af Nestroys »Talismanen« var i alle
Henseender tilfredsstillende, ja, fra enkelte af de Spillendes
Side, for Eks. Hr. Schmidt, s a a fortrinlig, at det dobbelt maa
beklages, at Indtrykket deraf aldeles forstyrredes ved den ind-
tra ad te Brandallarm. Klokken var vel omtrent ni, da der midt
under Stykkets anden Akt opstod en Mumlen p a a T ilskuerplad
sen, og derpa a Rygtet om Ildløs i Bygningen forplantede sig
som en Løbeild. Der opstod nu et frygteligt Virvar, Skrigen og
T rængsel. Alle søgte Udgangen, mange sp rang over Orkesteret
op pa a Theatret, og det var forgæves, a t de fa a mere Koldblodige
søgte at berolige den af Angsten grebne Mængde. Virvaret og
T rængselen tiltog og endte ikke, før man udenfor i Corridorerne
og Vestibulerne erholdt de højtideligste Forsikringer om, at det
Hele var blind Allarm, der var op staaet af en stærk Kakkelovns
eller Skorstensrøg, saavidt vides fra Øltunellen, og som var
træng t ind i Salen. Skønt den almindelige Uro snart lagde sig,
var der naturligvis ikke at tænke pa a nogen Fortsættelse af den
afbrudte Forestilling. Saa vidt vi have erfaret, er dog Ingen kom
men til Skade i Trængselen.«
30