33 / 85
gik, hvad Publikum hidtil havde set. Han raadede dernæst over
fortrinlige Talen ter som Kristian Mantzius og Christian Schmidt,
knyttede Forbindelser med T idens unge dramatiske Skribenter,
for Eks. -C. Hostrup, og var den første Provinsteaterdirektør,
som betalte Forfatterne Honorar. Det var derfor ikke underligt,
at Langes Ry bredte sig til Hovedstaden, som han med sine faa
tusinde sammensparede Rigsdaler længtes imod — ikke for pa a
sædvanlig Direktørmanér a t komme til a t brillere p a a Scenen,
men for a t faa en Virksomhed, som svarede til hans Lyst og
Evne. Det var ikke Langes mindst tiltalende Ejendommelighed,
at han — den fejrede Skuespiller — kun sjeldent optraad te pa a
»Casino« og aldrig pa a sine senere Teatre.
Ved »Casino«s S ta rt havde han mange Vanskeligheder at
besejre. Publikum troede ikke p a a Etablissementets Fremtid.
Skuepladsen p a a Kongens Nytorv stod i den almindelige Be
vidsthed saa svimlende højt, a t ethvert Fo rsøg p a a at spille
Komedie udenfor Nationalscenen maatte blive modtaget med et
overbærende Smil. E t typisk Udslag af Uvilje fandt Udtryk i
Henrik Hertz’ Komedie »Hundrede Aar«, hvori en Borger spø r
ger:
»Aa hør, kjæ re Ven, De kunde gjøre mig en stor Tjeneste. Vil De
ikke sige mig, hvad man egentlig skal forstaa ved et Folketheater.
Aanden:
D et skal jeg saag u ’ gjerne sige Dem. Det er et Theater, hvor der
opføres Folkecomedier.
Borgeren:
Ja, men hvad er Folkecomedier?
Aanden:
Det er saagu ’ saadanne Stykker, hvori det egentlige Folk eller Sce
ner fra Folkelivet forekomme, og som derfor o g saa ret egentlig ere
skrevne for Folket.
Borgeren:
Men det har vi jo i mange Herrens T ider havt paa det kongelige
Theater. Kjernen i vor hele com isk-dramatiske L iteratur er justement
Skildringer af det egentlige Folkeliv, saaledes hos Holberg, Heiberg og
hos Overskou selv.
Og jeg skulde troe, at alt dette er skrevet for
Folket.
Aanden:
Men en rigtig Folkecomedie har dog noget Aparte.
Der er saa
meget Overnaturligt deri, som hos Raymund for Exempel —
29