157 / 256
146
— 1850cv)1860 —
Fremfor alle tilkom dog Prisen C la r a S c h u m a n n .
Hun
kom hertil kort efter sin Mands Død og opholdt sig her i Byen et
Par Maaneder i Slutningen af 1856.
I Musikforeningen spillede
hun fire Gange. Siden hendes forrige Optræden var dei gaaet
fjorten Aar. Nu , da hun optraadte igjen, tildels for et andet
Publikum, var Begejstringen uhyre.
Selv ærværdige Skikke og
Sæder glemte man.
„Den ellers herskende stive Etikette lagdes
til Side,“ skriver „Dagbi.“ , „saa Publikum ikke blot applauderede,
men endogsaa vovede sig til en Fremkaldelse.“ Man var dengang
ikke saa rutten som nuomstunder med den Slags Æresbevisninger,
saa de havde noget at betyde.
Ting som Beethovens Es dur-
Koncert eller flere af Sonaterne, som Mendelssohns „Lieder“, Cho-
pins Nokturner og Polonæser, Schumanns Fantasistykker, haris
Koncert og Kvintet var næsten altsammen virkelige Nyheder for
os, og hvor maa de ikke have gjort Indtryk første Gang, førte frem
af en Kunstnerinde som hun! Hendes Hovedegenskab var netop
den at give en fuldkomment tro Reproduktion, gjennemlrænge
Kunstværket i stort og srnaat, gætte dets skjulte Tanker, gjengive
det helt i Komponistens Aand, uden Stillen tilskue af sin egen
Person eller subjektive „Genialiteter“.
Selv hendes Kunsts mere
haarde Side, hendes Sky for
tempo rubato
og Forkjærlighed for
„stræng Takt“, blev opvejet af det særligt kvindelige i hendes Spil,
der havde et saa ædelt Udtryk for det sarte, lette og driftige, for
Chopin og Schumann. Satte hun sig derfor til Klaveret blev det
en Aabenbaring fra en bedre Verden for hendes tilhørere. Hen
rykkelsen herhjemme var saa stor, at man fra disse Maaneder
overhovedet kan datere Publikums friere og livligere Holdning,
det, som et Blad kalder, „at vort Publikum begynder at bryde
igjennem den Kjedelighedens Skorpe, som Træghed og Fordom har
lagt om den klassiske Musik“.
Ingen af de efterfølgende Berømtheder opnaaede tilnærmelsesvis
noget lignende, hverken den som Tekniker og Kunstner lige frem
ragende F e r d . L a u b (1857) eller E d m u n d S in g e r (1859) eller
det engelske Broderpar H o lm e s (1860), der navnlig excellerede i
deres udmærkede Ensemble som Duetspillere.
Mindet om Clara
Schumann havde gjort Sindene kræsne. Undertiden kunde dog
Kritiken komme til at gaa galt i Byen, saaledes naar et Blad ved
Omtalen af Laub, der forøvrigt stilles ved Siden af Ernst, Ole Buil
„og hvad de andre Violinens Konger hedde“, betegner den senere
saa bekjendte Chaconne af Sebastian Bach „som en temmelig