161 / 256
148
- 1850cv>1860 —
vedkommende Sanger paa den eller den Tid var „i Velten“. I den
første Del af denne Periode træffe vi endnu meget hyppigt paa de
tidligere Navne, især F a a b o r g , S a h le r tz og S c h r a m , hvis
Deltagelse i Koncerterne Musikforeningen skylder m eget, frem
deles, noget sjældnere, L ie b e og Ghr. H a n s e n samt blandt
de yngre af og til E c k a r d t , G e r la c h , J o h a n W ie lie og A.
Z in ck . Faste Støtter vare fornemlig F e r s l e v som Bas og S t e e n -
b e r g som Tenor baade i Ensembler og Soloer, Steenberg specielt
ogsaa som en sympathetisk og meget popuiær Romancesanger
(Schumann, Schubert, Heise og Kirchner). Spindesiden af Solist
listen frembyder ikke fuldt saa broget et Skue. I de første Aar af
Gades Tid optræder Frøken C a r o lin e L e h m a n n ofte i store
Solopartier, hvor hendes omfangsrige og fortrinligt skolede Stemme
med dens afgjorte Primadonnakarakter gjorde sig udmærket gjæl-
dende (i „Comala“, „Sommernatsdrømmen“, „Jessonda“, forskjellige
Romancer o. lign.), medens henimod Slutningen af Perioden Fru
R i i s e , den bekjendte Koloratursangerinde, og Frøken B o u r n o n -
v i l l e komme frem.
Størst Betydning for Musikforeningen fik dog Fru S a h l-
g r e e n og Fru Z in ck .
De vare begge i en lang Aarrække de
lysende Stjærner, som ingen anden fordunklede. Fru S a h l gr e e n
(f. Marcher) var oprindeligt Elev af det daværende Musikkonser
vatorium , hvor hendes af Naturen klare, høje og bøjelige Sopran
havde gjennemgaaet en udmærket Skole under Sibonis Vejledning.
Konservatoriet forlod hun samme Aar som Musikforeningen blev
stiftet, men det var dog først lidt efter lidt, at hun fra Theatret
fandt Vej til dens Koncerter. Men då saa Gade kom til Roret,
hørte hun ogsaa til Gjengjæld til de uundværlige. I sjælden Grad
lærenem var hun altid beredt til at tage Affærer naar det gjaldt,
og hun har nogle enkelte Gange ved sin resolute Redebonhed
reddet Musikforeningen af slemme Forlegenheder, saaledes da hun,
Sopransangerinden
pa r excellence
, med en Dags Varsel overtog et
Par Altpartier (i Gades „Die heilige Nacht“ og i Hartmanns „Un
dine“) efter Fru Zinck, der var blevet pludseligt syg. Som hendes
Stemme var meget omfangsrig, var den tillige sjældent egalt ud
viklet, i Besiddelse af en betydelig Koloraturfærdighed, i det hele
et ypperligt Instrument, som hun spillede paa som en sand Virtuos.
Særligt poetisk var hendes Foredrag ikke, men ved Stemmens
naturlige Blødhed kunde hendes Syngemaade blive af indsmigrende
Art. Derfor passede hun saa fortrinligt til Partier som „Elver