158 / 256
— Solosangerne —
147
almindelig Springedans med obligat Akkompagnement af en hel
Del Hvæsen, Grynten og Mjaven“ ! Udelt Anerkjendelse fik der
imod den berømte Strygekvartet B r ø d r e n e M ü lle r de yng re(1860),
hvis Præstationer endnu mindes af de ældre Kvartetspillere som det
bedste i sin Art. Mage til fuldkomment Sammenspil var endnu ikke
kjendt. „Den, der ikke i en slig Udførelse faar Øret opladt for
Mozart, Haydn og Beethoven, han vil blive døv for Mestrenes
uforgængelige Skjønhed lige til Dommedag“, hedder det kort og
fyndigt i en Anmeldelse. I Valget af Repertoiret blive Brødrene
Muller et Forbud paa den ny Tid. A f Beethovens senere Kvar
tetter spillede de adskillige, der stode paa hin Side Grænsen af
hvad dengang en anstændig Musiker tillod sig, deriblandt endogsaa
den i Gis mol (Op. 131).
At denne Art af Beethovensk Ge
nialitet imidlertid paa det Tidspunkt snarest virkede afskrækkende
f'orstaar sig af sig selv. A f de indenlandske Solister er allerede
nævnt de mest benyttede, A n t o n R é e i den første og V. T o f t e
i den sidste Halvdel af Perioden. Aaret efter den sidstnævntes
Debut kom en anden Kunstner, der ligeledes skulde høre til den
faste Stab af Medarbejdere, A u g u s t W in d in g. Han optraadte
første Gang i Decbr. 1857 ved en Kammermusik-Soirée sammen
med Laub og spillede da Mendelssohns Præludium og Fuga i
E mol. Meningerne vare fra første Færd noget delte om ham.
Nogle fandt hans Spil forstandigt og grundigt, men manglende
„sjæleligt Gehalt“ , andre roste ham fordi han holdt sig fjærnt fra
alt Lefleri, men samtidigt ejede Udtryk for Varme og virkelig
Beaandelse. Det varede imidlertid ikke længe inden Winding stod
som en af de anerkjendte Repræsentanter for Klaverspillets ædle
Kunst. Musikforeningen var hans Skole. Gang efter Gang, næsten
paa hver Koncert i denne Sæson, træffe vi paa ham, dels og hyppigst
som Deltager i Kammermusik, dels som Solospiller i stor Stil ved
Udførelsen af Beethovens G dur-Koncert, en af Windings senere
Specialiteter.
For Solosangens Vedkommende havde Musikforeningen saa godt
som altid havt udmærket Hjælp fra det kgl. Theaters Sangere og
Sangerinder. Nu, hvor Vokalværker optage en bestandigt fyldigere
Del af Programmet, bliver denne Assistance mere paatrængende
nødvendig, men ogsaa altid lige villigt ydet. Fik Theatret en Sanger
af Renomm é, strax kom han frem i Musikforeningen, saa regel
mæssigt, at man ved at kaste et Blik paa dennes Liste over Solister
kan skaffe sig et temmelig paalideligt Indtryk af det Omfang, hvori
10
*