153 / 256
142
— 1850^=1860 —
Foruden cle gamle, W e y s e og K u h la u , føre blandt de danske
Komponister H a r t m a n n
sen.
og G a d e saa godt som alene' Ordet.
Engang imellem dukke C a r l H e l s t e d , E. S ib o n i og P. H e is e s
Navne op. Andre Samtidige havde hver paa sit Omraade deres
Specialitet, der kun i fjærnere Forstand vedrørte Musikforeningen,
FI.
Matthison-Hansen i Kirkemusiken, Paulli, Rung og Løvenskjold
i Theatret, G. -J. Hansen i Studentersangen o. s. v ., og det yngre
Kuld af Musikere var endnu i sin Vorden. Vi træffe dem først i
den følgende Periode.
De Nyheder, H a r tm a n n var repræsenteret m ed , tilhørte i
Virkeligheden for en stor Del en langt tidligere Tid. En enkelt al
dem , Symfonien i G mol, daterer sig endog fra 1835, en anden.
Musiken til Carl Borgaards Digt „Undine“, fra 1842. Andre Ting
vare før opførte paa Theatret, saaledes „Ravnen“ og „Korsarerne“,
begge fra Trediverne, fremdeles de tre Melodramaer „Guldhornene“
(deklameret af Prof. N i e l s e n ) , „jurabjergene“ (ved Fru Anna
N i e ls e n ) og Schillers „DerTaucher“ (ved Prof. N i e ls e n ) , ligeledes
fra Trediverne, Ouverturerne „Axel og Valborg“ og „Correggio“
samt Musiken til „Hakon Jarl“ fra en senere Tid. Absolute Ny
heder vare derimod Koncertouverturen i C dur (1853), den hen
rivende Idyl over Folkevisen „Jeg gik mig ud en Sommerdag al
høre“ (1856) samt endelig det store Korstykke „Dryadens Bryllup“
(1859). Forskjellige Uheld medførte, at det ved sip første Opførelse
blev givet uden at Indledningen kom med. Men at det har slaaet
an ses af følgende Udtalelse i et Blad: „Komponisten har trods sin
fremrykkede Alder vidst at bevare sin Aands Livlighed og Virk
somhed i den Grad, at dette hans sidste Arbejde ikke blot med
Værdighed slutter sig til den øvrige R.ække Tonestykker, der har
givet Hartmann et fremragende Navn, men endog kan gives For
trinet fremfor de fleste af sine Forgængere.“
Dette Ræsonnement
anvendte man allerede dengang. Nu ere vi snart en Menneskealder
længere fremme i Tiden, og hvor mange Gange have vi ikke gjen-
taget det samme i bestandig stigende Grad!
Fra G a d e s Haand falde Nyhederne Slag i Slag, næsten hver
Sæson i dette Tiaar bringer en, sommetider flere. Foruden de før
nævnte to Værker, B dur-Symfonien og „Comala“, kommer nu den
sprudlende „Foraarsfantasi“ , et af Musikforeningens Yndlings
stykker
'par excellence
, den femte Symfoni (D mol) med Piano (D.
N o a c k ) , Oktetten for Strygeinstrumenter samt endelig „Elverskud“,
altsammen i Aarene 1852—54.
Henad clenne Tid synes det