149 / 256
138
— ISoOc'olSGO —
af Tilhørerne ikke kan goutere den“, hedder det kategorisk. Fra
sin Side kunde nu ganske vist samme Bestyrelse tage sig sligt let-
Om og naar et aandigt Kæmpeværk, som denne Symfoni, skulde
trænge igjennem for Alvor var selvfølgeligt kun et Tidsspørgsmaal.
Og har der i de store Masser af Publikum vist sig Elementer, som
endnu vare vanskeligt tilgængelige, saa er det paa den anden Side
vist, at de faa, men ogsaa de toneangivende, rned saa meget desto
større og bestandigt voxende Varme sluttede sig til de to Kom
ponister, og at Musikforeningen netop i dem havde en mægtig
Løftestang for sin musikalske Mission.
Der maatte imidlertid fares med Læmpe. Alene af Hensyn tii
vedkommende Arbejdes Kunstværdi i og for sig og uden Hensyn
til dets større eller mindre Tilgængelighed at føre en Nyhed
frem vilde kun være at løbe Panden mod Muren.
Publikum
maatte, om det varigt skulde vindes, langsomt vænnes til det
fremmedartede.
Gaar man Rækken af de opførte Værker al
Schubert og Schumann igjennem er det derfor let at se, hvorledes
Spørgsmaalet om deres større eller mindre Klarhed og Popularitet
spiller en Rolle i Ordenen af den Rækkefølge, hvori de følge efter
hverandre. For Schuberts Vedkommende banes Vejen gjennem hans
mindre Korsager (23de Psalrne for Damekor, Hymnen „Du Urquell
aller Güter“ f. Ex.) og de populæreste Romancer for hans Kammer
musik og de større Korværker („Mirjams Siegesgesang“) samt de
store Instrumentalværker, Symfonierne og „Wandererfantasien“.
Fremgangsmaaden er hvad Schumann angaar endnu tydeligere. Der
begyndes med et Stykke, saa romantisk farverigt, i sin tætte Vellyd
næsten ørekælende som „Zigeunerleben“, derefter følger Rækken
saaledes: Klaverkvintetten, B dur-Symfonien, „Paradies und Peri“,
Klaverkvartetten, Klaverkoncerten, foruden Sangene og Roman
cerne, den ene skjønne, duftende Blomst af den tyske Romantik
efter den anden! Er det ikke som om der var lagt en bestemt
P lan , for ret indtrængende at tale Schumanns Sag? Og hvor
kunde det være andet end at det hele musikalske Kjøbenhavn til-
sidst maatte blive taget fangen under Indtrykket af al den ukjendte
Skjønhed, der nu pludseligt aabenbarede sig?
Foruden disse to Heroer var der endnu den nyeste Bevægelses
Mænd tilbage, Nyromantikerne i Tyskland, L is z t med sine sym
foniske Digtninge, R ic h a r d W a g n e r med sine Musikdramaer,
endelig Skolens ejendommelige Prototyp i Frankrig, H e c t o r B e r -
lio z .
At føre an paa dette Felt laa ikke rigtigt for Musik