150 / 256
— Nyromantikerne —
139
foreningen. Hvor der endnu fandtes saa meget løst, der trængte
til at fæ stnes, vilde det desuden paa et saa forholdsvis tidligt Sta
dium have været uklog Politik, i Principet at begunstige denne
symfoniske Revolution. Men at Modernismen dog ikke lodes aldeles
uænset er det eri simpel Retfærdighed mod Fortiden at mindes.
Allerede 1854 opføres B er l i o z ’ „Flugten til Ægypten“, der siden
har holdt sig paa det faste Repertoire, nogle Aar senere kommer
et Stykke af haris „Romeo og Julie“ („Feen Mab“ og „Fest hos Ca
pulet“). R ic h a r d W a g n e r indføres 1858 med „Lohengrin“ (Intro
duktionen for Orkester og Lohengrins Ankomst, senere ogsaa
Bryllupsmusiken). Omtrent paa samme Tid bliver L is z t introdu
ceret med den symfoniske Digtning „Orfeus“. Ogsaa ligeoverfor
disse gjør Bestræbelsen efter at lade det fremmede træde frem i
en saa let tilgængelig Skikkelse som muligt sig tydeligt gjældende.
Alt det nævnte hører til det forholdsvis mest „populære“ af sin Art.
Det er ellers Synd at sige, at Musikforeningen havde Fornøjelse
af disse enkeltstaaende Forsøg paa det nyeste Omraade. „Lohen
grin“ bliver af „Dagbladet“ kaldet rent ud for „sygelig, weltsehmerz-
lich Forvildelse“.
En hel Opera i denne Maner, mener Bladet,
maa være „et Kursus i Kjedsommelighed“ !
Som Modstykke
til denne Vederstyggelighed opstilles betegnende Spohrs „Zemire og
Azor“. en krystalklar, aldrig plumret Flod uden disse stridbare
Dissonanser, „der møde det uvante Øre som en formelig Skjærsild
ved Indgangen til det Liszt-Wagnerske Fremtidsparadis“. Endog
et Specialorgan som „Tidsskrift for Musik“ stiller sig ikke meget
venligere. Det karakterfulde, højst interessante Orkesterforspil (i
en af de gamle Kirketonearter) til „Flugten til Ægypten“ af Ber-
lioz kaldes „goldt som en ægyptisk Ørken“, hvor Komponisten
„maler uden at have noget at male m ed“. Lieller ikke Liszt gaar
det bedre. De mulige Tilhængere af hans „Orfeus“ regnes til dem,
„der sætter det reflekterte eller vel snarere det affekterte og for
skruede over det følelsesfulde“, medens et andet Blad omtaler,
at det har Værket „i gyselig Erindring“ fra en tidligere Opførelse!
Foruden i disse den ny Tids Værker havde Musikforeningen
en anden Opgave ligeoverfor de monumentale Værker af Stor-
mændene fra de forgangne Aarhundreder, S e b a s t i a n B a c h ,
H ä n d e l og G lu ck . En Mand som Bach var hidtil aldeles ukjendt.
Ligesom efter en forud lagt P lan tager nu Musikforeningen denne
Kontrapunktikens aand ful deste Mester op til Behandling, gradvis