151 / 256
140
— 1850rsj1860 —
stigende fra det lettere til det indviklede. I den første Gade’ske
Periode er det dog ikke meget af Bach, der bliver bestridt. Orkester
suiten i D , det senere Yndlingsstykke, gjør Begyndelsen i 1852
idet Gade selv, foruden at dirigere, foredrager den bekjendte Violin
solo, den saakaldte
„A ir“,
derefter følger, med flere Aars Mellem
rum, Koncerten for Strygeinstrumenter i G, omsider noget Vokal
musik af Juleoratoriet (1860) medens der iøvrigt engang imellem
forekommer et Stykke Bach som Solopræstation for Violin eller
Klaver. Forhastet sig har man altsaa ingenlunde. Den egentlige
Bach’ske Stordaad, „Matthæuspassionen“ maatte endnu forbeholdes
modnere Tider.
Med H a n d e l gik det paa lignende Maade, dog med mere
Mod til at føre større og betydeligere Afsnit af hans Værker frem.
Forskjellen hænger sammen med den almindelige Karakter af de
to store Samtidige, hvor Händel i Retning af Popularitet har et
stort Forspring. Snarest kan det forbause, at denne Periode ikke
er mere frugtbar med Händel’ske Ting. Men saa tages der til
Gjengjæld større Skridt for hver Gang, en Del af „Alexanderfesten“,
derefter et Udvalg af „Messias“, saa en lang Pau se, afbrudt af
enkeltstaaende Arier for Solosangere, og endelig i Slutningen af
Perioden et Udvalg af „Israel i Ægypten“. Kvantiteten var altsaa
her heller ikke stor, men der var skaffet karakterfulde Prøver af
tre af den store Oratoriekomponists Hovedværker.
G lu c k er den af de tre, som kom tidligst og paa en Maade
ogsaa
fyldigst med. Strax i Begyndelsen af Gades Ledelse træffes
et lille Afsnit af „Orfeus“, saa kommer Ouverturen til „Ifigenia i
Aulis“ og en Arie af „Ifigenia paa Tauris“. Men det er dog først
efter at Foreningen i daværende Frøken L u n d (senere Fru Zinck)
erhvervede sig en Gluck-Sangerinde af første Rang, at Bevægelsen
tager Fart. 1856 i Forvinteren gives saa godt som hele første Akt
af „Alceste“ og gjentages samme Foraar, derefter følger et stort
Afsnit af 2den Akt af „Orfeus“. Som det let skjønnes var der nu
gjort et betydeligt Skridt fremad i Fjendskabet til Gluck.
Den historiske Side af Virksomheden skaffede sig et selv
stændigt Udslag ved et Forsøg paa at indrette s æ r lig e h i s t o
r is k e K o n c e r t e r .
De tre sidste Koncerter i 1851—52 skulde
være af denne Art, give en Generaludsigt over Musikens Udvikling
fra Bach og Händel indtil Mendelssohn og Weber. A f Bladenes
spredte Udtalelser kan man se, at Publikum med en Slags ære
frygtagtig Spænding har imødeset disse „videnskabelige“ Experi-