148 / 256
— Den almindelige Musiktilstand —
137
„Ungdom og Galskab“, „Sovedrikken“ osv. osv. Det var den klas
siske, uplettede Hvidhed i hele sin Renhed.
Hvad der blev holdt
helt borte var den italienske
Opera seria,
paa nær dens Pragtblomst
„Norma“, og om Wagner og den nytyske Skole kunde der, afset
fra Heibergs Animositet derimod, ikke være Spørgsmaal allerede af
den Grund, at denne Skole endnu var i sin Vorden. Nye Impulser
fandtes der altsaa ikke. Den nationale Produktion havde, fraregnet
„Liden Kirsten“, ingen Betydning. Glæsers, Rungs og Løvenskjolds
Operaer, hvoraf saa en , saa en anden gjorde sin korte Vandring
henover Scenen, vare kun ærlige, oftest forkomne Forsøg paa at
bearbejde Grunden for en kommende national Opera.
Et saadant Operarepertoire paa den ene Side, den voxende
Interesse og den stigende Trang til at høre noget nyt paa den
anden Side, hvilken Tørst efter Musik maatte dette ikke afføde?
Ligeoverfor denne almindelige Tilstand stod Musikforeningen
ikke ganske som før. Tilhørerne vare for en Del andre, et nyt
Slægtled var traadt til, et gammelt ifærd med at træde tilbage,
Ledelsen var bleven en anden, mere rørlig, raskere til at tage fat,
friere i sine Bevægelser. I det ydre var Virksomheden betydeligt
udvidet, i det indre gjaldt det. ligeledes om at optage andet og
mere til Behandling, alt i Overensstemmelse med de ændrede
Forhold udenfor. At blive staaende ved de gamle Klassikere var
ikke længere nok, der var kommet nye Mænd til.
Først og fremmest var der S c h u b er t og S c h u m a n n .
At
have disse to Stormagter i Baghaanden var for Gades Virksomhed
i disse første Aar af den største Betydning. Hvilken lykkelig Stilling
at være den første Banebryder for de to geniale Kunstnere og
at være stillet ligeoverfor en Tilhørerkreds, hvis musikalske Op
dragelse fra Klassikerne til Mendelssohn saa at sige var gaaet ud
paa en Forberedelse til Schumann og Schubert!
Trods Opdragelsen kunde der imidlertid tit være Tilfælde,
hvor Tilhørerne viste sig tungnemme nok, saa man vilde fejle,
om man nærede den Anskuelse, at de to nye Apostle for den tyske
Symfonimusik saaledes uden videre vandt Indgang hos os.
For
det store Publikum har tværtimod overmaade meget af denne ny
Musik uden Tvivl staaet taaget og uklart. Selv i et musikalsk
Fagblad, tilmed et saa godt redigeret som Imm. Rées „Tidsskrift
for Musik“ kan man paa et saa fremrykket Stadium som
Aaret 1859 finde udtalt en Besværing over, at S c h u b e r t s Sym
foni i G dur opføres! „Bestyrelsen maa have mærket, at Flertalle!.